Let hovedtraume er en akut opstået forstyrrelse af hjernefunktionen som følge af en overførsel af mekanisk energi til hjernen fra eksterne fysiske kræfter. I Danmark finder man på baggrund af opgørelse i Landspatientregistret en årlig forekomst på ca. 292/100.000 børn og unge registreret med diagnosekoden
S06.0 (hjernerystelse). I 2021 var der desuden 302/100.000 børn og unge registreret med diagnosekoden Z033D (Obs på grund af mistanke om hjernerystelse). Tallene omfatter kun personer, der er diagnosticeret i
hospitalsregi. Internationale studier, som har opgjort forekomst ud fra både primær og sekundærsektor finder, at årligt forekomst kan være op mod 3600/100.000 i de yngste aldersgrupper. Leg og fritid er de
hyppigste udløsende årsager i de yngste aldersgrupper, mens det i de ældste aldersgrupper hyppigst er sport, motion og transport. Børn og unge med let hovedtraume har umiddelbart efter hændelsen 1 eller flere klinisk observerbare tegn på påvirket hjernefunktion og kan i den efterfølgende tid opleve forskelligartede symptomer, funktionsforstyrrelser og –nedsættelser. Inden for de første 72 timer er der en stor forekomst af kognitive, balancemæssige, vestibulo-okulomotoriske forstyrrelser samt forhøjede koncentrationer af specifikke biomarkører i blodprøver sammenlignet med raske kontrolgrupper. I 2023 har American Congress of Rehabilitation Medicine (ACRM) fremsat nye diagnostiske kriterier for let hovedtraume. Disse giver mulighed for at diagnosticere let hovedtraume enten ud fra de kliniske observerbare tegn på påvirket hjernefunktion umiddelbart efter hændelsen, eller på baggrund af
symptomer samt resultater af formelle kliniske prøver og laboratoriefund inden for de første 72 timer. ACRM har yderligere tilføjet kriterier for et 'muligt let hovedtraume', som skal anvendes i de tilfælde, hvor symptomer, kliniske tegn og fund samt historik kun delvist opfylder kriterierne for let hovedtraume. Børn
og unge diagnosticeret med mistanke om hjernerystelse eller diagnosekoden Z033D 'Obs på grund mistanke om hjernerystelse' anbefales håndteret ligesom børn og unge med diagnosen let hovedtraume. I den initiale håndtering er det vigtigt, at børn og unge vurderes og behandles i forhold til risiko for en
sværere påvirkning af hjerne og rygsøjle ud fra evidensbaserede redskaber. Børn og unge samt deres primære pårørende skal modtage tidlig information og vejledning, som skal hjælpe dem på vej igennem forløbet efter hovedtraumet. Denne vejledning skal inkludere både sygdomslære, råd til smertehåndtering (non-farmakologisk og farmakologisk) samt rådgivning om håndtering af symptomer, aktivitet og hvile i dagligdagen efter hovedtraumet. De første 48 timer anbefales relativ hvile. Herefter anbefales gradvis genoptagelse af hverdagsaktiviteter, som ikke forårsager overdreven symptomforværring. Børn og unge med cervikal-muskuloskeletale problemer, okulomotoriske og/eller vestibulære problematikker anbefales tidligt (efter ca. 3 uger) at blive undersøgt og evt. behandlet af en fagperson med den fornødne viden og ekspertise. Prognosen efter let hovedtraume er god, og de fleste kommer sig spontant. Noget forskning indikerer at unge i alderen 13-18 år har et langsommere bedringsforløb end yngre aldersgrupper. Bedring efter let hovedtraume påvirkes
af en række kendte risikofaktorer, som er associeret med længerevarende følger. Disse er initial symptombyrde, præmorbide lidelser (så som depression, angst, migræne), samtidig fysisk eller mental sygdom, køn (pige), søvnforstyrrelser, svag socioøkonomisk status i familien, præmorbide indlæringsvanskeligheder, etnisk minoritet, alder (aldersgruppe 13-18 år) m.m. En række af disse
risikofaktorer indgår også i prædiktionsmodeller for børn og unge, som estimerer risikoen for vedvarende symptomer eller funktionsnedsættelse. Tilbagevenden til skole skal tilpasses det enkelte barns symptomer og samlede situation. Der kan være behov for social støtte og faglige tilpasninger i
opgavetyper, lektiemængde, deltagelse i undervisning, samt anvendelse af redskaber, som kan optimere funktionsniveauet i dagligdagen. Inden for sport er der udarbejdet en trinvis model for tilbagevenden til fuld deltagelse i sportslige aktiviteter. Ligeledes er der etableret en konsensusguideline for paraatleter, hvor
man har vurderet og tilpasset anbefalinger ved 22 forskellige diagnoser og funktionsnedsættelser.

Ca. 2-59 % af børn og unge med let hovedtraume kan opleve at have længerevarende symptomer, funktionsnedsættelser eller forstyrrelser efter et let hovedtraume. Den betydelige variation i forekomst skyldes flere forhold. Opgørelse over forekomst af længerevarende følger sker i litteraturen ud
fra forskellige kategorier, sværhedsgrader, vurderet dagligdags påvirkning samt ved forskellige tidsnedslag. Op mod 12 % oplever længerevarende symptomer af moderat sværhedsgrad eller værre mindst 6 måneder efter hændelsen, og er forhindret i at genoptage hverdagslivet. Denne andel har behov for en målrettet rehabiliteringsindsats. Børn og unge med længerevarende følger kan opleve symptomer som hovedpine, træthed, problemer med søvn, langsommere tænkning, koncentrationsproblemer og hukommelsesproblemer. De kan også opleve specifikke kropslige forstyrrelser og funktionsnedsættelser (f.eks. vestibulær eller cervikal-muskuloskeletal funktionsnedsættelse), være urolige og bekymrede samt udvikle mentale helbredsproblemer (depression, angst, PTSD). De yngste børns (førskolebørn) oplevelse af tilstanden er tæt forbundet med forældrenes, hvor skolebørn i højere grad er påvirket af følelsen af at afvige fra at være normal (sammenlignet med deres venner og klassekammerater). I udredningen og behandlingen er det vigtigt, at man tilgår barnet/den unge person og dennes familie ud fra en bio-psyko-social model og er opmærksom på, at symptomer kan interagere og forstærke hinanden. Indsatsen skal tilpasses
det enkelte barn/unge person ud fra en personcentreret tilgang, hvor der er fokus på fælles mål og værdier samt barnets/den unge persons og families behov i indsatsen. Det primære mål ved den samlede indsats er,
at barnet/den unge person vender tilbage til sine sædvanlige omgivelser og aktiviteter. Dette skal prioriteres tidligt i indsatsen, for at barnet/den unge person kan vedligeholde sine sociale relationer uden for hjemmet. Derudover bør man nøje overveje relevansen af enhver indsats, og fagpersonen skal være
opmærksom på at undgå overbehandling. De specifikke indsatser, som prioriteres, skal skræddersyes til det enkelte barn/unge person, så indsatserne opnår størst mulig effekt, og de opleves meningsfulde for barnet/den unge person og familien. Der er lovende evidens for, at længerevarende symptomer og forstyrrelser efter let hovedtraume kan behandles, selvom evidensniveauet varierer betydeligt mellem forskellige typer af indsatser. Effekten afhænger samtidig af barnets/den unge persons præferencer, relevans af indsats i den enkelte situation, terapeutisk alliance, mulighed for tværdisciplinært samarbejde, og hvorvidt komorbide tilstande håndteres eller ej. I forhold til skolen er det vigtigt, at der etableres kommunikation med centrale kontaktpersoner i skolemiljøet, og at der oprettes korrespondance mellem
skolepersonale og centrale sundhedspersoner. Dette optimerer kommunikationen på tværs af de kontekster, som barnet/den unge person er i, og muliggør koordinering af indsatser mellem centrale aktører omkring barnet (forældre, egen læge, sundhedsplejerske på skolen, klasselærer, skoleledelse mv.). I skolemiljøet kan det være hensigtsmæssigt, at barnet/den unge person kan blive støttet af flere personer, som udfylder forskellige roller. I forhold til skolen er det særligt de ældste elever (13-18 år), piger samt børn og unge med en svag socioøkonomisk baggrund, som kan opleve vanskeligheder med skolegang, lektier, sociale aktiviteter m.m. Disse grupper kan have behov for en højere grad af monitorering, social støtte og faglige tilpasninger.