Konkurrencebegrænsningslæren bygger på en sondring mellem aftaler og adfærd, der har til formål at begrænse konkurrencen over for dem, der alene har dette til følge. Hvor de første kan fordømmes på et mere sum-marisk grundlag, må konkurrencebegrænsende effekt konkret påvises for de sidste. Beklageligvis er grænsen mellem de to kategorier uklar, og det er fx tvivlsomt, om der kan opstilles et katalog af formålsovertrædelser, hvorfor grupperingen må være kontekstafhængig med tilknyttet usikker-hed.