Let hovedtraume er en akut opstået forstyrrelse af hjernefunktionen som følge af en overførsel af mekanisk energi til hjernen fra eksterne fysiske kræfter. I Danmark finder man på baggrund af opgørelse i Landspatientregistret en årlig forekomst på ca. 193/100.000 registreret med diagnosekoden S06.0
(hjernerystelse). I 2021 var der desuden 179/100.000 registreret med diagnosekoden Z033D (Obs på grund af mistanke om hjernerystelse). Tallene omfatter kun personer, der er diagnosticeret i hospitalsregi. Internationale studier, som har opgjort forekomst ud fra både primær- og sekundærsektor, finder typisk, at årlig forekomst er over 700/100.000.33-35 Hospitalsdiagnosticerede tilfælde formodes at repræsentere et
mindretal af den samlede population. Trafikuheld, fald, sport og vold er de hyppigste udløsende årsager. Voksne med let hovedtraume har umiddelbart efter hændelsen 1 eller flere klinisk observerbare tegn på påvirket hjernefunktion, og kan i den efterfølgende tid opleve forskellige symptomer, funktionsforstyrrelser og –nedsættelser. Inden for de første 72 timer er der en stor forekomst af kognitive, balancemæssige, vestibulo-okulomotoriske forstyrrelser samt forhøjede koncentrationer af specifikke biomarkører i
blodprøver sammenlignet med raske kontrolgrupper. I 2023 har American Congress of Rehabilitation Medicine (ACRM) fremsat nye diagnostiske kriterier for let hovedtraume. Disse giver mulighed for at
diagnosticere let hovedtraume enten ud fra de kliniske observerbare tegn på påvirket hjernefunktion umiddelbart efter hændelsen, eller på baggrund af symptomer samt resultater af formelle kliniske prøver og laboratoriefund inden for de første 72 timer. ACRM har yderligere tilføjet kriterier for et 'muligt let
hovedtraume', som skal anvendes i de tilfælde, hvor symptomer, kliniske tegn og fund samt historik kun delvist opfylder kriterierne for let hovedtraume.
Personer diagnosticeret med mistanke om hjernerystelse eller Z033D anbefales håndteret ligesom personer med diagnosen let hovedtraume. I den initiale håndtering er det vigtigt, at personen vurderes og behandles i forhold til risiko for en sværere påvirkning af hjerne og rygsøjle ud fra evidensbaserede
redskaber. Voksne skal modtage tidlig information og vejledning, som skal hjælpe dem på vej igennem forløbet efter hovedtraumet. Denne vejledning skal inkludere både sygdomslære, råd til smertehåndtering (non-farmakologisk og farmakologisk) samt rådgivning om håndtering af symptomer,
aktivitet og hvile i dagligdagen efter hovedtraumet. De første 24-48 timer anbefales relativ hvile med lette hverdagsaktiviteter og evt. let fysisk aktivitet. Herefter anbefales en gradvis genoptagelse af hverdagsaktiviteter, som ikke forårsager overdreven symptomforværring. Voksne med vestibulære
problematikker og/eller cervikal-muskuloskeletale problemer anbefales at blive undersøgt og evt. behandlet af en fagperson med den fornødne viden og ekspertise allerede 5-10 dage efter hovedtraumet. Prognosen efter let hovedtraume er god, og de fleste kommer sig spontant. Bedring efter let hovedtraume påvirkes af kendte risikofaktorer, som er associeret med længerevarende følger. Disse er initial symptombyrde, præmorbide lidelser (så som depression, angst, migræne), samtidig fysisk eller mental
sygdom, køn (kvinde), posttraumatisk belastning og stress, søvnforstyrrelse, sygdomsforståelse og forventninger til sygdomsforløb, alder (aldersgruppe 30-60 år) m.m. En række af disse risikofaktorer indgår også i prædiktionsmodeller for voksne, som estimerer risikoen for vedvarende symptomer eller funktionsnedsættelse. Tilbagevenden til arbejde skal tilpasses den enkelte persons symptomer og samlede situation. Der kan være behov for skånehensyn og faglige justeringer på arbejdspladsen. Inden for sport er der udarbejdet en trinvis model for tilbagevenden til fuld deltagelse i sportslige
aktiviteter. Ligeledes er der etableret en konsensusguideline for paraatleter, hvor man har vurderet og tilpasset anbefalinger ved 22 forskellige diagnoser og funktionsnedsættelser.

Ca. 5-75 % af voksne med let hovedtraume oplever længerevarende symptomer, funktionsnedsættelser eller forstyrrelser med indvirkning på dagligt funktionsniveau. Dette brede interval skyldes flere forhold. Opgørelse over forekomst af længerevarende følger sker i litteraturen ud fra forskellige
kategorier, sværhedsgrader og/eller vurderet påvirkning i dagligdagen samt ved forskellige tidsnedslag. Dette medfører varierende forekomst af, hvor mange personer, der oplever længerevarende følger på et givet tidspunkt. Efter 3-6 mdr. oplever op mod 1/3 tre eller flere symptomer af let sværhedsgrad eller værre, og ca. 25 % oplever begrænsninger i funktionsniveau, som medfører reduceret aktivitet og deltagelse i hverdagen. Dette er patienter, som bliver tilset på en skadestue eller et hospital. Begrænsningerne forhindrer personerne i at genoptage hverdagsroller og aktivitet på samme niveau som før hovedtraumet.
Denne andel har behov for en målrettet rehabiliteringsindsats. De fleste opgørelser tager udgangspunkt i personer set i hospitalsregi, og det er uafklaret, i hvor høj grad resultaterne kan generaliseres til den
samlede population. Personer med længerevarende følger kan opleve symptomer som hovedpine, træthed, problemer med søvn, langsommere tænkning, koncentrationsproblemer og hukommelsesproblemer. De kan også opleve specifikke kropslige forstyrrelser, funktionsnedsættelser (f.eks. vestibulær eller cervikal-muskuloskeletal funktionsnedsættelse) og mentale
helbredsproblemer (depression, angst, PTSD). Længere tids sygdom og begrænset tilknytning til forskellige sociale arenaer samt arbejdsmarked kan medføre håbløshed, rodløshed og meningsløshed hos personen. Personen kan opleve en fremmedgørelse overfor egen krop og andre mennesker, hvilket kan blive forstærket, hvis man bliver mødt med mistro fra fagpersoner. I udredningen og indsatsen er det vigtigt, at man tilgår personen ud fra en bio-psyko-social model og er opmærksom på, at symptomer kan interagere og forstærke hinanden. Det anbefales at inddrage de nærmeste pårørende,
hvis relevant. Indsatsen skal tilpasses den enkelte person ud fra en personcentreret tilgang, hvor der er fokus på fælles mål og værdier samt personens behov i indsatsen. Relevans af enhver indsats skal nøje
overvejes, og fagpersonen skal være opmærksom på at undgå overbehandling. De specifikke indsatser, som prioriteres, skal skræddersyes til den enkelte person, så indsatserne opnår størst mulig effekt, og opleves meningsfulde for vedkommende. Der er lovende evidens for, at længerevarende
symptomer og forstyrrelser efter let hovedtraume kan behandles, selvom evidensniveauet varierer betydeligt mellem forskellige typer af indsatser. Effekten afhænger samtidig af personens præferencer, relevans af indsatsen i den enkeltes situation, terapeutisk alliance, mulighed for tværdisciplinært samarbejde, samt hvorvidt komorbide tilstande håndteres eller ej. Ubehandlede
komorbide tilstande kan forsinke bedring. Tilbagevenden til arbejde udgør et vigtig element i den enkelte persons samlede situation og i forhold til at vende tilbage til en normal hverdag. I forhold til arbejdspladsen er det vigtigt, at der etableres dialog mellem personen selv, den nærmeste leder og de
centrale tilknyttede fagpersoner (sundhedspersoner og andre), og at der aftales en fleksibel plan for tilbagevenden til arbejde. Planen skal inkludere fokus på potentielle symptomudløsere (hurtigt udtrætning, evt. funktionsforstyrrelse og -nedsættelser, mentale helbredsproblemer mm.), identifikation af
muligheder og begrænsninger i arbejdskapacitet (arbejdstid/opgavetyper/behov for pauser) og en trinvis plan for tilbagevenden til arbejde. Individuelle skånehensyn og løbende tilpasninger på arbejdspladsen kan understøtte den gradvise tilbagevenden til arbejde. Ud over arbejde er det ligeledes vigtigt, at
personen har tid og overskud til sit familieliv, fritidsaktiviteter samt den genoptræning og behandling, som vedkommende er i gang med. Det er vigtigt, at der i den samlede indsats bliver prioriteret meningsfulde aktiviteter i personens liv, og at vedkommendes præferencer og værdier er i centrum for indsatsen.