Tilknytning er i nyere tid blevet et centralt begreb i spørgsmålet om danskhed og medborgerskab og kan i den sammenhæng betyde både en rettighed, en pligt, en integrationsvej, et følelsesfællesskab, et juridisk begreb og en mavefornemmelse. De forskellige forståelser har betydning for, om vi forstår relationen mellem nation og borger som en umistelig ret, et inderligt bånd eller noget, der hele tiden er til forhandling.

Tilknytningens grænser stiller skarpt på tilknytningstanken i dansk migrationspolitik og de hermed forbundne ideer om, hvem der hører til nationen. Bogens forfattere undersøger tilknytning som fænomen og tankefigur i dansk lovgivning om familiesammenføring og senere ghettopakker, i den administrative vurdering af familiesammenførtes tilknytning og i mediernes fremstilling af familier klemt af samme tilknytningsregler, i psykologiske diskurser om transnationalt adopteredes mulige tilknytningsvanskeligheder og i den politiske håndtering af danske statsborgere i syriske interneringslejre.

Gennem de forskellige nedslag viser forfatterne, hvordan tilknytningsbegrebet kom ind i dansk migrationslovgivning som et sorteringsværktøj, og hvordan det lever videre i ghettolovgivningen. De diskuterer også, hvordan man forventes at dokumentere sin tilknytning, og hvilken betydning følelser har for offentlighedens syn på tilknytningsreglerne