De sidste 70 år har kognitiv forskning inden for spædbørneområdet ført til en opfattelse af, at spædbørn fra fødslen er aktivt orienteret mod omverdenen. Men ikke alle forskningsretninger ser børns ”agency” og intentionelle orientering som naturgivent, hvilket forskning i døgninstitutioner efter 2. verdenskrig har dokumenteret. For spædbørn er den emotionelle kommunikation i bred betydning vigtig, hvor den kropslige kommunikation mellem barn og dets omsorgspersoner allerede fra fødslen danner grundlag for dets udvikling af en intentionel orientering mod omverdenen. Et spædbarns biologiske udvikling, sammen med ændring i institutionelle praksisser, medfører, at omsorgspersonernes kommunikation med barnet ændrer sig. Denne kommunikative interaktion mellem barn og omsorgsperson skaber barnets sociale udviklingssituation. En vurdering af et barns udvikling indebærer således, at barnet må ses i sin relation til og i samspil med andre mennesker. Hvordan dette samspil ændrer sig i spædbarnsperioden og medfører udvikling af barnets ”agency”, illustreres med, hvordan legescenarier mellem far og søn ændrer sig i barnets første leveår. I en sådan sammenhæng er det barnets udviklingssituation som helhed, der må vurderes, og den, der vurderer, indgår derfor også i relation til barnet og bliver derved også en del af barnets sociale situation. Denne dobbelte relationelle tilgang har dannet grundlag for den interaktive observationsmetode, hvor målet er en forståelse af barnets udviklingssituation, som inddrager dets intentionelle orientering – barnets perspektiv.