I de seneste år har nye markante stemmer meldt sig i den danske lyrik. Stemmer, der synes at være henvendte, insisterende, mere eller mindre aggressive, at have et ærinde. Poesien er blevet politisk, siger man. Men det er i så fald ikke bare fordi, poesien tager politiske ”emner” op (diskrimination, arbejdsmarked, klimakrise, islamisme, socialforsorg, køn), det er også fordi den er blevet mere vred, mere henvendt, og fordi den på en mere grundlæggende måde (end realpolitikken) interesserer sig for, hvad forholdet er mellem individ og fællesskab, og hvilke værdier der gennemsyrer vores sprog og livsførelse. Artiklen giver en karakteristik af fire sådanne lyriske stemmer: Lars Skinnebach, Asta Olovia Nordenhof, Yahya Hassan, Olga Ravn.