Som didaktisk oplysningsfilosof og -praktiker fremstiller Holberg irrationelle brister som uhensigtmæssige, der i almenvellets interesse bør tøjles. Men han indtager også det modsatte standpunkt, at uden nar-agtigheden går individet og samfundet i stå, imaginationen er en realitet, illusionen er et grundvilkår. I denne dialektiske zone agerer teatret.