Groft sagt vil denne artikel, ved at aflæse hvad hhv. Inger Christensen, Sigmund Freud og Jacques Lacan har at sige om sommerfugle, argumentere for at der er et afgørende skel mellem naturvidenskab og litteraturvidenskab; mellem naturen, dyret, sommerfuglen på den ene side og bevidstheden, mennesket, sproget på den anden. Og dét på trods af at så vel Inger Christensen som selve sommerfuglens figur synes at indbyde til antagelsen af en lighed, en kontinuitet, en korrespondance, en homologi, en udveksling, en kiasme.