Videnskabsfolk griber i stigende grad til aktivisme for at råbe beslutningstagerne op på klimadagsordenen. Denne artikel undersøger et sådant tilfælde: den første nordiske civile ulydighedsaktion udført af forskerbevægelsen Scientist Rebellion foran Klimaministeriet i København i 2021. I min retoriske kritik fokuserer jeg på mediedækningen af demonstrationen for at undersøge, hvordan videnskabelig etos bliver forhandlet i mødet med aktivistisk praksis i det offentlige rum. Gennem en læsning af forskeraktivisternes brug af stedslig- og bevægelsesretorik argumenterer jeg for, at vi med fordel kan nuancere vores blik på videnskabelig etos i klimakrisen. Krydsfeltet mellem videnskab og sociale bevægelser blotlægger behovet for at forstå etos som urolig, snarere end en slags gradvis og stabil opbygningsproces. Afslutningsvis argumenterer jeg for, at en retorisk-humanistisk tilgang til sociale bevægelsers mulighed for at forandre samfundet kan nuancere og supplere de mere deterministiske forandringsteorier, som dem Scientist Rebellion tager udgangspunkt i.