Afhandlingen fortolker C.W. Eckersbergs portrætter ud fra formelle, filosofiske og sociale synsvinkler. Afhandlingen bevæger sig fra samfund til subjekt, fra ydre omstændigheder til indre rørelser, fra overordnede europæiske strømninger inden for kunst og filosofi til den subjektive oplevelse af følelsen dengang og i dag. Eckersbergs udtalte ønske var at male ”Sandheden”. Den sandhed tolkes i afhandlingen som hans forsøg på at nedfælde et idealt subjekt og dermed hele en oplevet splittelse på baggrund af den tyske idealismes tanker om en virkelighed, der ikke lider af en kartesiansk sjæl-legeme-adskillelse. Eckersberg forløser idealet formelt og stilistisk gennem en streng form, som er båret af linjen mere end af farven og det maleriske –inspireret af den antikke, arkaiske kunst og prærenæssancens æstetik.Afhandlingen indskriver Eckersberg i en tværeuropæisk bølge af primitivisme og sætter ham i forbindelse med bl.a. franske J.-A.-D. Ingres og de tyske nazarenere. Afhandlingen diskuterer desuden det følelsesmæssige indhold i portrætterne gennem analyser af gestiske og kompositoriske elementer forstået i forhold til periodens sociale konventioner og dannelsesidealer. Afslutningsvis holdes resultaterne op mod en nutidig forståelse af portrætterne.