Efter et år med omfattende indskrænkninger i borgernes dagligdag pga. covid-19 er det velkendt, at en central begrundelse for de mange restriktioner er, at regeringen anvender et ’forsigtighedsprincip’. Dette gjaldt ved den første nedlukning i marts, og det gjaldt ved kravet om aflivning af mink og ved nedlukningen i december. Tilsvarende har forsigtighedsprincippet været en del af den bærende begrundelse for den forsigtige oplukning i marts 2021. Da indgrebene er understøttet af vurderinger fra eksperter, efterlader det ikke meget rum for diskussion. Det akademiske og retlige spørgsmål er imidlertid, hvilken betydning har forsigtighedsprincippet som begrundelse. For hvis restriktionerne kan begrundes som nødvendige for at undgå at pandemien kommer ud af kontrol, at mennesker dør og sundhedssystemet overbelastes, er der ingen grund til at fremhæve, at regeringen har valgt et forsigtighedsprincip, der i så fald blot er en overflødig retorisk mellemregning. Dette er emnet for denne artikel, der bl.a. på grundlag af Folketingets uvildige ekspertrapport fra januar 2021 belyser, hvilket meningsindhold forsigtighedsprincippet er tillagt i bekæmpelsen af covid-19. Dette sammenholdes med det EU-retlige forsigtighedsprincip, der er et traktatfæstet princip, som finder anvendelse, når der hersker videnskabelig usikkerhed om, hvorvidt bestemte produkter og aktiviteter giver anledning til væsentlige miljø- eller sundhedsmæssige risici, og hvis retlige meningsindhold er fastlagt af EU-Domstolen.