Forbuddet mod personelminer og klyngeammunition – hvad nu?

I november 2025 foreslog den borgerlige opposition i Danmark, at landet skulle trække sig ud af Ottawa-konventionen fra 1997 og Oslo-konventionen fra 2008, som henholdsvis forbyder brug og oplagring af personelminer og klyngeammunition. Forslaget fulgte beslutninger i Estland, Letland, Litauen, Polen og Finland om at træde ud af Ottawa-konventionen, ligesom Litauen også opsagde Oslo-konventionen. Selvom den danske regering i sidste ende afviste en dansk udtræden, understreger episoden den stigende spænding mellem disse to nedrustningstraktater og de nye sikkerhedspolitiske realiteter.

Dette baggrundspapir har ikke til formål at gå ind i debatten om den militære nytte af personelminer og klyngeammunition. I stedet undersøger det de retlige implikationer, som den fornyede opmærksomhed på begge våbentyper kan medføre, foranlediget af Ruslands krig mod Ukraine, hvor begge våben anvendes i vidt omfang, samt af den deraf følgende forværring af sikkerhedssituationen i Europa. Papiret skitserer først den relevante folkeretlige ramme, der regulerer personelminer og klyngeammunition, herunder de forpligtelser, der følger af Ottawa- og Oslo-konventionerne, de generelle regler i den humanitære folkeret (IHL) samt Konventionen om visse konventionelle våben (CCW) med tilhørende protokoller. Dernæst gennemgår det reglerne for udtræden af Ottawa- og Oslo-konventionerne og fremhæver, at opsigelse alene er mulig i fredstid, og at den ikke ophæver alle retlige begrænsninger for anvendelsen af disse våben, navnlig hvad angår beskyttelsen af civile.

Baggrundspapirets hovedfokus er imidlertid interoperabilitetsdilemmaet: de retlige risici, som stater, der er parter i Ottawa- og Oslo-konventionerne, står over for ved tæt militært samarbejde med allierede, der ikke er bundet af disse traktater. Dette dilemma er særligt udtalt i Østersøregionen, hvor forsvar af minefelter langs NATOs østlige grænser kan blive nødvendigt. Der findes kun begrænsede muligheder for at afbøde disse retlige risici, hvorfor Danmark og dets allierede bør overveje at justere deres forpligtelser under de to konventioner.

Sådanne traktatændringer kan antage forskellige former. En mulighed er direkte at søge at fjerne interoperabilitetsdilemmaet. En anden mulighed er at indsnævre forbuddenes anvendelsesområde, for eksempel ved at undtage visse ikke-permanente miner. Selvom dette kan risikere at svække konventionernes humanitære ambitioner, kan en sådan justering omvendt bidrage til at styrke deres fortsatte relevans og fremme en bredere tilslutning i en periode præget af øget geopolitisk ustabilitet.