Formålet med afhandlingen er at skabe klarhed over reglerne om børns samtykke i Forordningen, da en afklaring af reglerne kan bidrage til en mere effektiv beskyttelse af børns personoplysninger i praksis samt gøre anvendelsen og udviklingen af reglerne mere forudsigelig og nuanceret. Baggrunden for afhandlingen var vedtagelsen af den nye databeskyttelsesforordning i 2016, der fik virkning fra den 25. maj 2018, og som eksplicit regulerer beskyttelsen af børns personoplysninger. Forordningen indeholder for første gang en lovbestemmelse (artikel 8), der fastslår, hvornår børn kan give et gyldigt samtykke til behandling af personoplysninger, ligesom Forordningen for første gang fastslår, at børn generelt har behov for særlig beskyttelse af deres personoplysninger (betragtning 38). Overordnet er der to udviklinger, der har ført til denne regulering. Den ene udvikling var et nyt fokus på børn som selvstændig retssubjekter med egne og særlige rettigheder, hvilket blev slået fast med vedtagelsen af Børnekonventionen i 1989 og senere I EU med indførelsen af Chartrets artikel 24, der specifikt beskytter børns rettigheder. Denne udvikling har også ført til udtalelser om beskyttelsen af børns personoplysninger og opfattelsen af børn som selvstændige retssubjekter. Den anden udvikling er den teknologiske udvikling, der har ført til, at en tredjedel af alle internetbrugere i dag er børn, da internettet er blevet let tilgængeligt gennem brugen af diverse digitale medier, som børn bruger fra en tidlig alder og stort omfang til at spille spil, være sammen med venner mv. Selvom disse to udviklinger overordnet har ført til en eksplicit regulering af beskyttelsen af børns personoplysninger i Forordningen, er reglerne både nye og uklare. Eksempelvis er det uklart, hvordan begrebet barn skal defineres, ligesom det er uklart, hvornår et barn kan give et gyldigt samtykke efter artikel 8 og uden for artikel 8. Afhandlingen nåede blandt andet frem til, at der gælder to modsatrettede hensyn (beskyttelseshensyn og selvbestemmelseshensyn), der skal iagttages og afvejes i en analyse af regler om børns samtykke, og at ovenstående to udviklinger førte til, at der nu i Forordningen er indført en eksplicit regulering af beskyttelsen af børns personoplysninger. Afhandlingen nåede endvidere frem til, at artikel 8 har et begrænset anvendelsesområde, og at Forordningen rummer mulighed for, at børn kan give et samtykke til behandling af deres 187 personoplysninger uden for artikel 8, og at beskyttelsen af børns personoplysninger er forskellig, alt efter om vurderingen af børns samtykke sker efter artikel 8 eller uden for artikel 8. Ingen af de to modeller; artikel 8 eller uden for artikel 8 syntes imidlertid at være optimale. Afhandlingen nåede herudover frem til, at der gælder særlige kriterier ved siden af de almindelige betingelser for et gyldigt samtykke, der tillige skal være opfyldt, før et barn kan samtykke. Afhandlingen analyserede og identificere, hvilke kriterier der skal indgå og lægges vægt på i vurderingen af, hvornår et barn kan give et gyldigt samtykke, når det ikke er reguleret i Forordningen (uden for artikel 8). Disse kriterier kan opdeles i tre kategorier. Den første kategori består af kriterier, som udtrykker, at barnet skal have en intellektuel udvikling, der gør barnet i stand til at forstå konsekvenserne af samtykket. Den anden kategori består af andre kriterier, der ikke knytter sig til barnets forståelsesevne, men som heller ikke kan indpasses i de fire almindelige gyldigheds-betingelser. Den tredje kategori består af de fire almindelige gyldighedsbetingelser, som påvirkes af, at samtykket afgives af et barn. Endvidere nåede afhandlingen frem til, at princippet om barnets bedste ikke har karakter af et formelt princip eller i øvrigt kan udledes af Forordningen og dens forarbejder, men princippet om barnets tarv bør have betydning for fortolkningen af Forordningen.