MRF 2023C.1
Projektopgave om bydende nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser efter habitatdirektivets art. 6(4) – med fokus på prioriterede arter og Kommissionens praksis
Af stud.jur. Signe Weiby Berg
Forord af Peter Pagh
Muligheden for at godkende projekter og planer efter undtagelsen for bydende nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser i habitatdirektivets art. 6(4) har påkaldt sig større interesse i de senere år. Dette skyldes især, at godkendelse af en række større projekter for bl.a. vedvarende energi er blevet ophævet og hjemvist af klagenævn, fordi projektet ikke kunne tillades efter habitatdirektivets art. 6(3), jf. f.eks. MRF 2021.121 Mfk, hvor VVM-tilladelsen til vindmølleparken på Thorup-sletten blev ophævet, fordi konsekvensvurderingen af projektets påvirkning af Natura 2000-områder fandtes mangelfuld. Selv om de fleste sager, hvor tilladelser er ophævet, vedrører manglende konsekvensvurdering eller mangler i konsekvensvurderingen, er der god grund til også at interessere sig for undtagelsen for bydende nødvendige samfundshensyn i habitatdirektivets art. 6(4), som EU-Domstolen mere fyldigt udtalte sig om i sag C-411/19 (MRF 2020.12). Hvor projektet er begrundet i socioøkonomiske hensyn og skader en prioriteret art eller naturtype, kan undtagelsen imidlertid kun anvendes efter, at Kommissionen har afgivet udtalelse.
Det er indholdet i denne praksis fra Kommissionen, der er emnet for dette projekt, der bl.a. belyser den vidtgående spændvidde af hensyn, som efter Kommissionens praksis kan begrunde, at undtagelsen i art. 6(4) anvendes. Det foreliggende projekt tydeliggør, at når fremgangsmåden med konsekvensvurdering er overholdt, er Kommissionen tilbageholdende med at underkende medlemsstaternes vurdering af, hvad der er bydende nødvendige samfundshensyn, når afvejningen i øvrigt er transparent. Projektet bekræfter dermed den konklusion, som Ludwig Krämer i 2009 nåede frem til på baggrund af en gennemgang af Kommissionens daværende praksis.[1]
Undtagelsen kan få yderligere betydning efter, at Kommissionens såkaldte nødretsforordning (2022/2577) for fremme af udbredelsen af vedvarende energi har givet mulighed for at lempe kravene til miljøvurdering og høring på baggrund af forsyningsproblemer med energi og krigen i Ukraine. Efter nødretsforeningens art. 3 kan medlemsstaterne således i en periode på foreløbigt 18 måneder reducere undersøgelseskrav og anvende en hurtigere beslutningsproces for bestemte dele af medlemsstaternes område, men dog således, at der i hvert enkelt tilfælde skal foretages en konkret afvejning. Primo februar 2023 er det ikke afklaret, hvordan forordningens muligheder vil blive gennemført i dansk ret, men det er meget tænkeligt, at anvendelse af undtagelsen i habitatdirektivets art. 6(4) kan få øget anvendelse.
[1] Ludwig Krämer: The European Commission’s Opinions under Article 6(4) of the Habitats Directive, Journal of Environmental Law, 2009, s. 59 ff.