MRF 2024.272
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 21. oktober 2024, j.nr. 24/08921
Afgørelsen i MRF 2024.159 Mfk om hjemvisning af Miljøstyrelsens klaptilladelse fra 2019 til klapning af 450.000 m3 oprensnings- og uddybningsmateriale fra Odense Havn på klaplads nord for Fyn genoptaget, hvorefter Miljø- og Fødevareklagenævnet afviste at realitetsbehandle klagesagen, da klagen alene vedrørte optagning af havbundssediment, hvilket i den konkrete situation ikke var omfattet af den påklagede afgørelse, da der var meddelt særskilt tilladelse til optagning efter havneloven, og optagningen ikke oprindeligt var sket med henblik på klapning.
Miljøstyrelsen meddelte den 14. februar 2019 tilladelse efter havmiljølovens § 26 til klapning af i alt 450.000 m3 oprensnings- og uddybningsmateriale fra Odense Havn til en klapplads nord for Fyn. Tilladelsen var en udvidelse af en klapningstilladelse fra juli 2017 til klapning af op til 1.100.000 m3 uddybningsmateriale. Af Miljøstyrelsens tilladelse fra februar 2019 fremgik, at det optagne havbundssediment var tiltænkt nyttiggjort som en del af udvidelsen af Odense Havn, men at dette havde vist sig umuligt pga. store mængder gytje. Miljøstyrelsens tilladelse angik alene klapningen, mens selve optagningen af sediment ikke var behandlet i afgørelsen, hvilket Miljøstyrelsen begrundede med, at de potentielle påvirkninger af optagningen var behandlet i en VVM-redegørelse fra 2012 og godkendt i forbindelse med Kystdirektoratets VVM-tilladelse til havneudvidelsen den 24. februar 2016. Klaptilladelsen blev påklaget af en bierhvervsfisker og vedrørte alene afgravningen af havbundsmateriale, hvilket førte til, at Miljøstyrelsens klapningstilladelse blev ophævet og hjemvist i maj 2024, da styrelsen ikke havde taget stilling til optagningen i tilladelsen (MRF 2024.159 Mfk). Miljøstyrelsen anmodede efterfølgende nævnet om at genoptage sagen, idet styrelsen bl.a. henviste til, at en afgørelse efter havmiljølovens § 26 skal omfatte både optagning og klapning i de tilfælde, hvor optagningen ikke er reguleret i en tilladelsesordning efter anden lovgivning, mens en tilladelse efter havmiljølovens § 26 ikke regulerer optagningen, når optagningen er reguleret i anden lov som f.eks. kystbeskyttelsesloven eller havneloven, da disse love i så fald må anses for lex specialis. Nævnets afgørelse var derfor i strid med det organisatoriske specialitetsprincip og betød en ikke hjemlet udvidelse af nævnet kompetence, da prøvelsesbegrænsningerne efter kystbeskyttelsesloven og havneloven blev omgået. Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at der med anmodningen om genoptagelse var påvist fejl ved sagens behandling, som begrundede, at klagesagen skulle genoptages. Nævnet fandt anledning til at behandle, om en tilladelse efter havmiljølovens § 26 skal omfatte såvel optagning som klapning, eller om der kan træffes afgørelse alene om klapning. Nævnet behandlede indledningsvis de samme retskilder som i klagesagen og fandt herefter, at en afgørelse efter havmiljølovens § 26 skal omfatte både optagningen og klapningen af havbundssediment, uanset om optagningen er en uddybning eller en oprensning, hvis optagningen sker med henblik på klapning. Nævnet bemærkede, at optagning af havbund med henblik på klapning alene er reguleret i havmiljøloven §§ 26-28 samt klapbekendtgørelsen. Efter nævnets opfattelse var der ikke i lovgivningen taget stilling til den situation, hvor en optagning i form af uddybning af et havnebassin eller en sejlrende er blevet tilladt med hjemmel i enten havnelovens § 2 eller kystbeskyttelseslovens § 16 a, og hvor optagningen ikke er foretaget med henblik på klapning, men hvor det viser sig, at materialet ikke kan anvendes eller ville blive anvendt som forudsat og derfor senere ønskes klappet. Nævnet var dog enig med styrelsen i, at en samlet vurdering af reguleringen i henholdsvis kystbeskyttelsesloven, råstofloven og havmiljøloven må føre til, at der i en sådan situation kan meddeles en tilladelse efter havmiljølovens § 26, som alene omfatter dumpningen (klapningen). På den baggrund fandt nævnet, at det i forhold til Miljøstyrelsens konkrete klaptilladelse efter havmiljølovens § 26 ikke udgjorde en retlig mangel, at optagningen af havnesediment ikke var omfattet af tilladelsen, da optagningen var reguleret i en tilladelse meddelt af Trafikstyrelsen efter havnelovens § 2. I en sådan situation skal Miljøstyrelsen sikre, at kravene i havmiljøloven er opfyldt i forhold til klapningen, herunder særligt de fastlagte aktionsniveauer. I den forbindelse kan styrelsen inddrage oplysninger, som fremgår af øvrige myndigheders vurderinger eller afgørelser, herunder vurderinger, som er foretaget i forbindelse med en optagning med et andet formål end klapning, og som er baseret på en anden regulering end havmiljøloven, såfremt de anførte oplysninger er relevante og tilstrækkelige. Vedr. styrelsens betragtning om det organisatoriske specialitetsprincip bemærkede nævnet, at styrelsen er tillagt beføjelse til at meddele tilladelser efter havmiljølovens § 26, som omfatter såvel optagning som klapning. I det tilfælde, hvor en anden myndighed har foretaget en vurdering af de miljømæssige konsekvenser ved optagning af havbundssediment, fritager dette ikke Miljøstyrelsen fra at foretage en selvstændig vurdering af optagningsmaterialet ved meddelelse af en efterfølgende klaptilladelse efter havmiljøloven § 26. Idet nævnet vurderede, at klagen alene omhandlede forhold vedr. optagning af havbundssediment, hvor tilladelse til optagningen var meddelt efter havneloven, og optagningen ikke var foretaget med henblik på klapning, var der udelukkende klaget over forhold, der ikke var omfattet af den påklagede afgørelse. På denne baggrund afviste nævnet at realitetsbehandle klagen over Miljøstyrelsens tilladelse fra 2019, hvilket dermed erstattede nævnets tidligere afgørelse i MRF 2024.159 Mfk.
Kommentar: Anskuet som en klage over manglende miljøvurdering af optagning af havnesediment ved udvidelse af Odense Havn må nævnets afvisning af kompetence med henvisning til specialitetsprincipper tiltrædes, da dette må anses for afgjort med Kystdirektoratets VVM-tilladelse, der er meddelt mindre end tre år efter Miljøstyrelsens klapningstilladelse. Hertil kan dog supplerende bemærkes, at klagen vedrørte en afgørelse om klaptilladelse efter havmiljølovens § 26, og at nævnet derfor af egen drift er forpligtet til at sikre, at der ikke meddeles klapningstilladelse i modstrid med EU-retten, hvor VVM-direktivet er relevant i denne sag, og hvor det forekommer oplagt, at klaptilladelsen krævede miljøvurdering og tilladelse efter miljøvurderingslovens § 25, da der er tale om bortskaffelse af farligt affald som nærmere uddybet i kommentaren til MRF 2024.275 Mfk, hvor nævnet i en formandsafgørelse afviste, at klaptilladelser er omfattet af VVM-direktivet.
Det bemærkes, at klageren i ovenstående sag efterfølgende anmodede om genoptagelse af Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om afvisning med henvisning til en række forhold vedr. klapningen og klappladsen. Anmodningen blev afslået af Miljø- og Fødevareklagenævnet ved afgørelse af 27. februar 2025 (j.nr. 24/10971) med henvisning til, at klagepunkterne ikke havde været gjort gældende i forbindelse med den oprindelige klagesag, og der ikke kunne ske omgåelse af klagefristen.