MRF 2024.232
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 13. august 2024, j.nr. 21/01578
Stadfæstet Tårnby Kommunes påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 30 til kemisk virksomhed omfattet af IE-dir ektivet med ændrede vilkår om monitering i tilslutningstilladelse fra 1981 til offentlig kloak, da Kommissionen i 2016 havde fastsat BAT-konklusioner for denne type virksomhed, men ophævet kommunens vilkår om seks måneders frist til gennemførelse med henvisning til spildevandsbekendtgørelsens § 14, stk. 5.
Sagen omhandlede miljøgodkendt kemisk virksomhed (V), der som hovedaktivitet fremstiller organiske og uorganiske stoffer omfattet af godkendelsesbekendtgørelsens bilag 2, D 210 og med fremstilling af farmaceutiske produkter som biaktivitet, hvilket er omfattet af godkendelsesbekendtgørelsen bilag 1, 4.5. Virksomheden fik i 1981 tilslutningstilladelse for afledning af spildevand til kommunal spildevandsforsyning efter en regel, der svarer til nuværende miljøbeskyttelseslovs § 28, stk. 3. I december 2020 ophævede Tårnby Kommune tilslutningstilladelsen og meddelte med henvisning til miljøbeskyttelseslovens § 30 påbud om nye vilkår for tilledningen af spildevand, der bl.a. indeholdt vilkår om, at der inden 1. juli 2021skulle være monteret flowmåler med vilkår om hvert år at udtage seks flowproportionale døgnprøver af spildevandet, når det var tørvejr og at udtage to døgnprøver på dage, hvor der også blev tilledt inddampet kolonnevand. V påklagede påbuddet og gjorde gældende, at det ikke var muligt inden for den fastsatte frist at etablere flowmåler henset til, at der var tale om tilledning til kloak, og at var praktisk umuligt for en ekstern part at planlægge udtag af seks døgnprøver i tørvejr fordelt over kalenderåret, og at vilkår om to særskilte døgnprøver af inddampet kolonnevand var uproportionalt. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) lagde til grund, at efter spildevandsbekendtgørelsens § 14, skal spildevandsmyndigheden senest fire år efter, at EU-Kommissionen har offentliggjort BAT-konklusioner i EU-Tidende (BREF), revurdere tilslutningstilladelsen, så der fastsættes de nødvendige ændrede vilkår senest fire år efter offentliggørelsen af BAT-konklusionerne. Nævnet konstaterede, at virksomheden havde biaktivitet omfattet af godkendelsesbekendtgørelsens bilag 1, listepunkt 4.5, om fremstilling af farmaceutiske produkter og dermed er omfattet af BAT-Referencedokument (BREF): ”spildevands- og luftforurening og styringssystemer i den kemiske sektor”. Nævnet konstaterede videre, at det heraf fremgik, at der baseret på bedst tilgængelig teknik skal gennemføres overvågning af de vigtigste procesparametre gennem bl.a. løbende overvågning af spildevandets flow. Nævnet fandt på den baggrund, at vilkår om at montere flowmåler og årligt udtage seks flowproportionale døgnprøver var fastsat i overensstemmelse med BAT-dokumentet. Vedrørende vilkår om, at prøvetagning skulle ske i en tørvejrssituation, henviste nævnet til, at det følger af godkendelsesbekendtgørelsen, at emissionsgrænseværdier skal fastsættes før eller i det punkt, hvor tilledning sker fra det miljøgodkendte anlæg og inden eventuel fortynding. Selv om tilledning af inddampet kolonnevand udgjorde to procent af den samlede mængde spildevand fra V, medførte indhold af acetone, at der kunne opstå spidsbelastning med højere indhold af organisk indhold, hvorfor indholdet potentielt kunne have betydning for, om vilkår for det kommunale forsyningsselskabs udledninger ville kunne overholdes. På den baggrund stadfæstede Miljø- og Fødevareklagenævnet afgørelsen med den ændring, at vilkår om frist for at gennemføre påbuddet udgik henset til, at den fastsatte frist i modstrid med spildevandsbekendtgørelsens § 14 var fastsat til senere end fire år efter offentliggørelsen i EU-Tidende af BAT-konklusion.
Kommentar: Som afgørelsen illustrerer, er tilladelser til udledning af spildevand til offentlig kloak efter miljøbeskyttelseslovens § 28, stk. 3 ikke omfattet af retsbeskyttelsesperioden. Det følger videre af spildevandsbekendtgørelsen § 14, stk. 5, at når der for virksomheder omfattet af IE-direktivet (2010/75) af EU er fastsat BAT-krav (også betegnet BREF), skal tilladelsesmyndigheden ”fastsætte en frist for gennemførelsen af ændringer på virksomheden som følge af ajourførte vilkår. Fristen skal fastsættes, så den udløber senest fire år efter offentliggørelsen af BAT-konklusionen i EU-Tidende.” Baggrunden for bestemmelsen er IE-direktivets art. 21(3), hvorefter den kompetente myndighed senest fire år efter offentliggørelse af BAT-konklusioner skal sikre, at godkendelsesvilkårene for berørte virksomheder er revurderet og ajourført, og ”at anlægget overholder disse godkendelsesvilkår.” IE-direktivets BAT-konklusioner er rettet mod udledning til recipient. Hvis der i stedet udledes til offentlig spildevandsrensning, vil der skulle tages til efterfølgende spildevandsrensning, jf. IE-direktivets art. 15(1). Dette gælder også efter spildevandsbekendtgørelsens § 14, der således ikke nødvendigvis kræver, at BAT-kravene anvendes direkte på virksomheder, der udleder til offentlig spildevandsrensning, hvis rensning sker efterfølgende. Det i denne sag omhandlede BAT-dokument blev offentliggjort den 9. juni 2016, og det kan konstateres, at Tårnby Kommunes afgørelse om ophævelse af tidligere vilkår var et halvt år efter den frist, der følger af både IE-direktivet og spildevandsbekendtgørelsen, og at den af kommunen fastsatte frist for opfyldelse af vilkåret var yderligere et halvt år efter afgørelsen. Dette var baggrunden for, at Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede den i tilladelsen fastsatte frist til at opfylde vilkårene om monitering. Om den ophævede frist for opfyldelse af vilkårene så vil kunne håndhæves, er et andet spørgsmål, da virksomheden vil kunne anføre, at kommunen som tilladelsesmyndighed skulle have fastsat de ændrede vilkår på et tidspunkt, der ikke på forhånd udelukkede, at virksomheden kunne etablere den krævede monitering, at kommunen selv havde overskredet fristen i december 2020, og at problemet yderligere blev forøget, fordi klagesagen varede fire år, da klage over påbud har opsættende virkning. Det følger heraf, at virksomheden næppe kan anses at have overtrådt miljøbeskyttelsesloven frem til klagenævnets afgørelse, og hvis virksomheden i øvrigt måtte gøre, hvad der er muligt for at overholde vilkårene, vil det derfor være tvivlsomt, om overtrædelsen af de påklagede vilkår vil kunne sanktioneres i den første periode efter klagenævnets afgørelse.