Forskningstemaer

Til toppenForskningsinteresser i koblingsfeltet mellem national og international strafferet samt de internationale menneskerettigheder

Retsforfølgning af internationale forbrydelser er i høj grad kommet i fokus. De folkeretlige forpligtelser til at strafforfølge skyldige i grove internationale forbrydelser var meget længe at betragte som døde bogstaver i internationale traktater eller som slumrende sædvaneret uden større praktisk betydning. Der manglede internationale fora, som kunne råde bod på svigt ved nationale instanser med hensyn til strafforfølgning af magthavere og ledere anklaget for krigsforbrydelser, folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden mv. Kun undtagelsesvis blev de værste af de skyldige bag sådanne forbrydelser draget til ansvar. De særlige tribunaler i Nürnberg og Tokyo var længe de markante, enkeltstående undtagelser fra den generelle tendens.

Fra midten af 1990'erne udmøntede bestræbelser på international retshåndhævelse sig imidlertid i oprettelsen af flere geografisk og periode­mæssigt afgrænsede FN-tribunaler, først for det tidligere Jugoslavien og for Rwanda. Dette bidrog afgørende til at katalysere vedtagelsen af Rom-statutten, som i 1998 bragte Den Internationale Straffedomstol (International Criminal Court, ICC) til verden med 120 staters vedtagelse. Statutten trådte i kraft i 2002. Nu har næsten halvandet hundrede stater undertegnet Statutten, og 108 lande har ratificeret den, herunder næsten alle EU-lande. I 2001 blev Statutten gjort til en del af dansk ret.

Straffedomstolen forventes at få sin største praktiske betydning med hensyn til situationer, hvor et lands eget nationale retsvæsen i forbindelse med krig eller interne konflikter er brudt sammen og derfor ude af stand til at håndtere den nødvendige retsforfølg­ning. Desuden indebærer vedtagelsen af Rom-statutten et betydningsfuldt pres på alle verdens stater for at indrette de nationale retssystemer på en måde, der imødekommer behovet for retsforfølgning i sager om grove internationale forbrydelser. Tillige er en række andre internationale eller "blandede" tribunaler blevet etableret i de senere år.

En række teoretisk interessante og praktisk vigtige spørgsmål finder i disse år deres mere eller mindre tilfredsstillende afklaring i kraft af praksis ved de nævnte fora, som derfor det derfor er af største betydning at prioritere i den strafferetlige forskning.

Til toppenForskningsinteresser i koblingsfeltet mellem national og europæisk strafferet inden for "et område for frihed, sikkerhed og retfærdighed"

For at imødegå misbrug af de åbne grænser under det indre marked blev der efter den Fælles Akts ikrafttrædelse i 1987 iværksat kompenserende foranstaltninger til styrkelse af de ydre grænser mod ulovlig indvandring, ulovlig beskæftigelse og grænseoverskridende kriminalitet. Med Maastricht-traktaten blev politisamarbejdet og det strafferetlige samarbejde i 1992 traktatfæstet under søjle 3. Med Amsterdam-traktaten blev der i TEU art. 29 indføjet en målsætning om at bevare og udbygge Unionen som "et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed" for at give borgerne et højt tryghedsniveau. Med henblik på indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes strafferetlige regler kunne Rådet nu udstede såkaldte rammeafgørelser, som er bindende for medlemsstaterne med hensyn til det tilsigtede mål, men overlader det til dem selv at bestemme form og midler for gennemførelsen, jf. således TEU art. 34(2)(b).

Rammeafgørelser har i de senere år fået en ganske stor betydning. EF-Domstolen har i en vigtig præjudiciel afgørelse fastslået, at en rammeafgørelse kan have indirekte virkning, der minder om retsvirkningerne for et direktiv udstedt under søjle 1 (sag C-105/03 Pupino).

For en del af de udstedte rammeafgørelser blev princippet om såkaldt "gensidig anerkendelse af retsafgørelser" med Tammerfors-programmet i 1998 "en hjørnesten" i samarbejdet. I Haag-programmet fra 2004 forudsættes det, at princippet gennemføres for alle judicielle afgørelser. Den europæiske arrestordre står helt centralt i denne udvikling.

Fokus har i høj grad været på sikkerhedsaspektet, optimering af samarbejdet og dermed effektivisering af retshåndhævelsen; men interessen knytter sig også til tiltag, der skal tilgodese hensynet til frihed og retfærdighed/lighed. Fokus er bl.a. rettet mod en operationalisering af princippet ne bis in idem, så der ikke i en medlemsstat sanktioneres forhold, som allerede er retsforfulgt i en anden medlemsstat.

Ifølge traktatgrundlaget henhører strafferetten i princippet under de nationale myndigheders kompetence. EF-Domstolen har dog i en vigtig afgørelse fra 2005 fastslået, at der i henhold til TEF kan etableres strafferetlige forpligtelser, hvis det findes nødvendigt for effektivt at kunne håndhæve sektorpolitisk regulering, f.eks. på miljøområdet (sag C-176/03 Kommissionen mod Rådet). 

Med Lissabontraktaten er der på området for frihed, sikkerhed og retfærdighed lagt op til i vidt omfang at overtage Fællesskabets almindelige beslutningsproces.

På fællesskabsrettens område er der fastlagt principper for medlemslandenes pligt til at håndhæve og sanktionere overtrædelser. Som led i disse principper er det fastslået, at lovgivning om sanktionering ikke må udgøre en hindring for den fri udveksling af tjenesteydelser, arbejdstageres fri bevægelighed og den frie etableringsret (se f.eks. sag C-348/96 Donatella Calfa).

TEF art. 81 og 82 forbyder konkurrenceforvridende aftaler. Traktatens art. 83 giver adgang til indførelse af bøde og tvangsbøde for overtrædelser. EF-Domstolen har mulighed for at anvende tvangsbøder overfor medlemslandene, jf. TEF art. 228. Flere lande er blevet idømt store tvangsbøder for ikke at have truffet de nødvendige foranstaltninger til imødegåelse af sundhedsskadelige forhold.

Inden for rammerne af forskningsgruppens virksomhed kan der bl.a. fokuseres på udviklingen i den del af EU-retten, der har betydning for anvendelse af administrative eller strafferetlige foranstaltninger og sanktioner. Dette gælder dels i relation til det politimæssige og strafferetlige samarbejde under søjle 3, dels i relation til bekæmpelsen af den internationale terrorisme inden for såvel fællesskabsretten som den mellemstatslige regulering, og dels i relation til håndhævelsen af specifikke politikker under søjle 1.