De sidste år har været turbulente for andelsboligsektoren. En lang række af foreninger i økonomiske problemer har haft forskellige typer af opgør med deres finansierende realkreditinstitut. Sagerne har kredset omkring foreningernes mulighed for at erklære sig selv konkurs mod kreditors vilje, men har også berørt andre insolvensretlige spørgsmål som brugelig pant og omstødelse.
Den hidtil største sag, Duegården, har næppe sat det sidste punktum i disse sager; dels fordi dommen er afsagt med tre dissentierende dommere, dels fordi sagen kun delvist løser de problemer, der knyttet sig til sagerne. Derfor er retsstillingen for foreningerne i økonomiske problemer og deres kreditorer stadig usikker, og der foregår en ”kamp fra hus til hus”.
I artiklen analyseres sagerne om A/B Duegården og A/B Doktorparken med fokus på insolvenskriteriet i konkursloven. Det konkluderes, at konkurslovens nuværende insolvensbegreb er ude af stand til at håndtere sagerne, og at selv den mest korrekte anvendelse af begrebet i disse sager vil indebære en særdeles udvidende fortolkning. På sigt er der derfor behov for, at lovgiver klargør retsstillingen, men i første omgang er der dog brug for hurtigt at få ro på et stormomsust andelsboligmarked. En sådan ro bør skabes ved at lade skifteretten påtvinge udsættelse af betalinger på foreningens gæld til det finansierende realkreditinstitut mod at forhindre foreningens ophør med det formål at sikre foreningernes økonomi uden at foretage en endelig tabsfordeling.