Fra slutningen af 1700-tallet satte læger i stigende grad fokus på at udbrede viden om hvordan man gav førstehjæelp til personer, der havde været ude for en ulykke og svævede mellem liv og død. Der blev derfor udgivet mange folkeoplysende skrifter med praktiske anvisninger på hvordan nær-døde skulle genoplives. Dette fokus afspejlde, at opfattelsen af liv og død var under forandring: lægerne blev opmærksomme på, at man ved en hurtig indsats kunne redde menneskelig, som man tidligere havde regnet for at være endegyldige døde. Men paradoksalt nok bevirkede moderniseringen af lægevidenskaben, at der opstod nye myter og folkelige forestillinger: hvis man kunne synes død uden rigtigt at være det, så var det også muligt at blive levende begravet. Lægerne bidrog selv til mytedannelserne ved at publicere historier om mennesker, der var vågnet op i kister under jorden og om kvinder, der havde født børn efter de var blevet begravet. I 1800-tallet var der en meget udbredt angst i befolkningen for at skindø og især for at blive levende begravet. Det, der begyndte med at være et lægevidenskabeligt oplysningsprojekt, blev efterhånden til noget nær en folkelig fobi.
Udgivelsesdato: september