Hvilke tekster kan man tillade sig at præsentere for børn i skolens undervisning? Det er det hovedspørgsmål, der stilles i denne artikel. Artiklens afsæt er et observations- og interviewstudie af en dansk 6. klasses læsning og analyse af tekster af forfattere som Franz Kafka, Fjodor Dostojevskij og Marcel Proust. Med udgangspunkt i en antagelse om, at litteratur for børn ikke nødvendigvis skal tilgodese børns interesser og umiddelbare lyst, men indimellem også være litteratur, som de ikke nødvendigvis forstår – noget der flytter, stiller spørgsmål og måske endda chokerer – undersøges forsøgsvis en type litteratur, som ellers udgrænses fra skolens litteraturundervisning, og herigennem diskuteres forestillinger om, hvad litteratur for børn er eller kan være. I denne diskussion præsenteres tre teoretisk forankrede begreber, nemlig uforudsigelighed, defamiliesering og adkomst, som efterfølgende anvendes til at få greb om den empiriske del af undersøgelsen. Artiklen forsøger ikke at fremstille et unuanceret billede af, at alle børnene er lige begejstrede for de nye tekster. Men den fremviser et billede af en klasse, hvor der bliver ført eksplosive litteratursamtaler om dem – og uanset, om man er et af de børn, der synes godt om teksterne, om man bliver irriteret, udfordret eller provokeret af dem, bliver de aldrig oplevet som intetsigende eller uvedkommende. Dermed kan artiklen også betragtes som en diskussion af den udprægede fagdidaktiske indstilling, at læreren skal vælge litteratur, der er særligt tilpasset børn: litteratur med ”en typografi og et layout, som gør den tilpas let at læse, og en sproglig form og en begrebsverden, som er passende i forhold til elevernes udvikling”, som det fx hedder i styringsdokumentet Fælles mål, der i Danmark anvendes til planlægning af den daglige undervisning (UVM, 2009, s. 41).