Artiklen behandler eksempler på snavs, anomisk adfærd, død og råddenskab som religiøst produktive og forløsende i fire vidt forskellige traditionelle religioner: Shinto, oldtidens ægyptiske religion, klassisk indisk religion og græsk religion. I alle fire tilfælde er motivet mytologisk forankret, og det giver først og fremmest mening som et rituelt virkemiddel, en del af det symbolske akkompagnement til rituelle forvandlinger. Som andre har vist, giver motivet også god mening i såkaldt post-axiale religioner, hvor forløsning i højere grad forstås som et indre, subjektivt gennembrud - men det er altså ikke forbeholdt disse.