Afhandlingen tager afsæt i en undersøgelse af begrebet ex-centrisk erfaring som overordnet perspektiv forkvindelige kunstnere fra perioden omkring forrige århundredeskifte, forstået som en måde at kortlægge eller samle de dynamikker i kunstnernes erfaring, som ligger uden for centrum af vores konventionelle narrativer indlejret i de samfundsstrukturer, der traditionelt favoriserer en maskulin-normativ homogenitet. Således foretager afhandlingen en intervention i de faglige praksisser, vi som kunsthistorikere anvender ved studiet af historiske kvindelige kunstnere. Ved at tage begrebslige elementer fra kønsforskning, migrationsstudier og nyere tænkning omkring identitet med ind som fornyende elementer i analysen af periodens kunstnere er det ikke hensigten at afdække en kunstscene - i stedet introduceres en række teoretisk informerede analytiske perspektiver, som vi kan bruge til at udvikle og diskutere positive, visionære og varige genopdagelsesstrategier for de kvindelige kunstnere omkring århundredeskiftet.