Artiklen undersøger stranden som litterært topos i den oldgræske litteratur fra Homer til de græske romaner. Græsk litteratur er fuld af referencer til strande, men som litterært topos er to distinkt forskellige tendenser særlig fremtrædende. Enten præsenteres stranden som et liminalt sted, en eksistentiel blindgyde, hvor helte udtrykker deres ensomhed og tab med tragisk patos, eller også optræder stranden i en komplementært forskellig funktion, nemlig som kontaktzone for pludselige og ofte overraskende møder. Artiklen undersøger de to topois udbredelse og æstetiske funktion på tværs af antikkens litteratur, og der argumenteres for, at de to topoi forbinder sig til hver sin tradition inden for den litterære topologi: på den ene side Ernst Robert Curtius’ retorikhistoriske topologi og på den anden side Mikhail Bakhtins romanhistoriske teori om narrative kronotoper.