Afhandlingen former sig som en analyse af, hvordan og hvorfor erindringen om Holocaust er blevet brugt som erindringspolitisk redskab og identitetsskabende faktor i EU i årene 1989-2009, med særligt fokus på Europa-Parlamentet.
Analysen og dens konklusioner er baseret på kildemateriale, der inddrager eller bruger Anden Verdenskrig og Holocaust, og som er fra EU's institutioner og henvendt til EU's offentlighed.
Analysen viser, at EU særligt siden starten af 1990’erne har arbejdet på at skabe en grundfortælling om, hvordan EU takket være sine grundlæggere rejste sig fra asken efter Anden Verdenskrig og Holocaust og opbyggede et unikt og succesfuldt samarbejde. EU kontrasteredes af Holocaust, der blev fremstillet som et fundamentalt brud på grundlæggende værdier, såsom menneskerettigheder, demokrati og retsstatsprincippet, som EU stod for. Grundfortællingen sås blandt andet i – og blev brugt legitimerende for – EU's kamp for menneskerettigheder og mod racisme, fremmehad og antisemitisme samt holocaustbenægtelse.
I Europa-Parlamentet havde erindringen om Holocaust særligt momentum i årene 1995 til 2005, hvilket kan tilskrives eksterne faktorer som resti-tutionsspørgsmålet og 1990’ernes Balkan-krige samt den øgede opmærk-somhed, som Holocaust også tiltrak sig uden for parlamentet. Det var imidlertid også et resultat af, at offergrupper og den europæiske venstrefløj arbejdede aktivt i den retning. Analysen viser endvidere, at Tysklands måde at håndtere arven efter Holocaust og nazismen på har sat sig spor i EU's erindringspolitik i 1990’erne og dermed bidraget til at gøre Holocaust til et europæisk ansvar. Det er imidlertid vanskeligt at svare entydigt på, i hvor høj grad det skyldtes tysk pres, eller var et resultat af, at resten af Europa har været særligt opmærksomme på Tysklands ageren og fulgt landets eksempel.
EU's udvidelse i 2004 markerede et brud, idet Holocaust blev udfordret af erindringen om sovjetkommunismen. Særligt den østeuropæiske højre-fløj har arbejdet aktivt for at skabe opmærksomhed omkring sovjetkom-munismen og dennes ofre for derigennem at opnå anerkendelse. EU har i perioden 2004 til 2009 arbejdet på at inkludere sovjetkommunisme i grundfortællingen, hvilket blandt andet sås i programmet ”Europe for Citizens”, 2007-2013 og i Europa-Parlamentets beslutninger og debatter om historie og erindring. Udfordringen fra sovjetkommunismen har end-videre ført til diskussioner om offerhierarki og ligestilling af erindringer. Og det forandrede den måde, hvorpå Holocaust blev brugt i EU, idet holocausterindring nu blev anvendt som model for, hvordan sovjetkommunismen burde erindres. Endelig peger analysen i retning af, at Holocaust ikke længere har særstatus i EU's grundfortælling, men er på vej til at blive del af en større fortælling om EU's forhistorie.