Afhandlingen behandler ældre jernalders bebyggelsesmønstre fra strukturen af den enkelte bebyggelse til dynamikken i det overordnede bebyggelsesmønster i Vestjylland som helhed. Hovedparten af arbejdet er fokuseret om syv bebyggelser fra førromersk og ældre romersk jernalder med Hodde-landsbyen som den bedst kendte. Ved Oksbøl er der inden for et lille lokalområde fundet adskillige tætliggende gårdsklynger af varierende størrelse, men med en langvarig stedkontinuitet. Det er her muligt at fastslå, at der er en betydelig koncentration af småbebyggelser med helt ned til omkring 250 meter imellem de forskellige samtidige gårdsklynger. Nærheden imellem gårdsklyngerne viser, at de enkelte bebyggelser udgør segmenter i en større åbenlandsbebyggelse placeret inden for et samlet ressourceområde. Og dateringer og udviklingssekvenser demonstrerer en udbredt udvikling på de enkelte lokaliteter i op mod 400 år. Bebyggelsestætheden og kontinuiteten i de små gårdsklynger skal ses i lyset af deres umiddelbare adgang til marsken som en værdifuld græsningsressource. Ressourcegrundlaget er tilstrækkeligt godt til, at disse små lokalsamfund forbliver stabile. Dynamik i bebyggelsen er derimod tydelig i et langtidsperspektiv både på et lokalt og et overordnet regionalt niveau. I løbet af førromersk jernalder trækker bebyggelsen ud imod kystområderne, og der sker en overordnet sammentrækning af lokaliteterne om de bedste ressourcer igennem hele ældre jernalder. Ved overgangen til yngre romersk jernalder opgives visse kystområder, og bebyggelsen trækker ind i land. Skiftet er abrupt på Varde Bakkeø, hvor de fleste kystnære bebyggelser forlades, til fordel for nye bebyggelsesområder længere inde i land.
De to overordnede skift i landskabsudnyttelsen i hhv. midten af førromersk jernalder og på over-gangen til yngre romersk jernalder falder sammen med andre grundlæggende kulturelle forandringer som f.eks. gårdsanlæggenes planløsning, materiel kultur og, til en vis grad, landbrugsproduktion.