Kapitlet tager udgangspunkt i Jacques Lacans hævdelse af, af det ubevidstes status er etisk og argumenterer herudfra for en forståelse af psykoanalysen som en etik, der går ud på at møde den anden og det andet med en lydhør åbenhed. Denne lydhøre åbenhed tager sin begyndelse med Freuds lytten til hysterikerens tale; en lytten som suspenderer overjegets moral og retter sig mod sproget som form og gestus. Det ubevidstes etik knyttes endvidere til kærlighedens etik hos Kierkegaard og den feminine position hos Lacan.