I det 17. og 18. århundrede var tiggeri intet mindre end en sand plage. Derfor forbød den danske enevoldsmagt i 1708 denne næringsvej ved lov og bestemte samtidig, at det herefter skulle være strafbart for befolkningen at give almisse til betlere. Artiklen beskriver den modstand myndighederne mødte i deres bestræbelser for at udrydde alt betleri og almissegivning til tiggere. Endvidere indkredses baggrunden for den brede befolknings uvilje mod loven samt deres vedvarende forsvar af tiggerne i de såkaldte betleroptøjer, og der argumenteres for, at almissegivningen kan betragtes i sammenhæng med de forsikringslignende institutioner, der prægede det tidligt moderne samfund.
Udgivelsesdato: 2008