Bogen beskæftiger sig med operaens fødsel omkring 1600 i Italien ud fra en retorisk synsvinkel og giver et indblik i genrens historiske forudsætninger og og i de tværæstetiske diskussioner om sprog, digtning, retorik og musik, som præger de italienske akademier i senrenæssancen. Med udgangspunkt i et holistisk retorikbegreb, der er inspireret af nyretorikken og af dele af Nietzsches forfatterskab, viser jeg, at retorik kan åbne for en større forståelse af operaernes æstetiske univers. Jeg viser samtidig, at operaer af bl.a. Monteverdi, Peri og Gagliano også er vidnesbyrd om senrenæssancens blomstrende retoriske tradition. En af bogens vigtigste pointer er dermed, at digtning, retorik og musik udgjorde en enhed i senrenæssancen. De trykte operapartiturer afspejler et møde mellem en eksisterende mundtlig og en tiltagende skriftlig kultur. Dette tydeliggør den mundtlige tradition; bl.a. har elementer fra den perfomative kultur aflejret sig i de trykte partiturers detaljerede notation. De første operapartiturer er hermed en unik kilde til belysning af actio (den retoriske fremførelse), som ellers fylder relativt lidt i værkerne om retorik fra det 16. og 17. årh.