Gennem dette PhD-projekt arbejder jeg med det, jeg kalder ”den stilles mistrivsel” i folkeskolens udskoling; elever, der er stille, socialt tilbageholdende og generte og/eller dem, der har social angst – og altså mistrivsel, der knytter an til ubehaget i det sociale. Disse individuelle tilstande af mistrivsel fører jeg gennem Susie Scott over i et sociologisk perspektiv, der fremdrager, hvordan sådanne mistrivselsformer kan ses i relation til sin sociale kontekst. Det sociologiske perspektiv fokuserer jeg gennem Michel Foucault, hvorigennem jeg etablerer en undersøgelse af, hvordan dem stilles mistrivsel opstår som problem i skolen og gøres til objekt for intervention. Dette gør jeg gennem hans magtforståelse, hvormed jeg undersøger, hvordan pædagogik og læringsformer rammesætter socialitet og leder mod bestemte sociale kompetencer, samt de subjektpositioner og differentierings- og reguleringsmetoder, der opstår heraf. Gennem Foucaults diskursanalytik undersøger jeg, hvordan den stilles mistrivsel konstitueres diskursivt og socialt og handles på, på bestemte måder. Projektet baseres empirisk på 15 kvalitative interviews med skoles velfærdsarbejdere og stille elever i mistrivsel, hvor strukturelle dimensioner udledes gennem enkeltpersoners fortællinger. Disse analyseres gennem en abduktiv analysestrategi, hvor analysen retningsgives teoretisk, oparbejdes empirisk, udfoldes teoretisk og ender i en begrebsliggørelse og analytisk genbeskrivelse af den stilles mistrivsel, som får denne til at træde frem på nye måder.
I analysen fremdrager først jeg konstitueringen af den stilles mistrivsel, som den kommer til syne i skolen, kategoriseres og forklares som problematik. Dette udfolder jeg kontekstuelt, når jeg efterfølgende skriver skolen frem i de normativiteter og sociale rammer, der gennem læringsformer og pædagogikker opstilles for elevernes socialitet, og sætter disse i relation til den stilles mistrivsel. Således fremkommer den stilles mistrivsel som både et modsætningsforhold mellem kapacitet, rammer og krav. Endeligt fremdrages den stilles mistrivsel i henhold til sin atypiske problemgruppe, som denne spiller ind på problematikkens konstituering. I analysens sidste del fremdrages interventionen mod den stilles mistrivsel, hvorunder jeg udfolder, hvordan velfærdsarbejdet og -arbejderen tilgås i sine grundforståelser, og hvordan eleven gøres til objekt for intervention. Analyserne viser en problemkonstituering i et grænseland mellem det syge og det normale, som eksplicit søger normaliseringen, men har kontinuerlige implicitte problematiseringer af den stille og normative fordringer mod verbalitet. I dette grænseland bliver interventionen en balance, der til dels accepterer og opstiller tilpassede rammer for eleven, og til dels leder denne mod tilpasning.