Bidraget diskuterer og analyserer Tyrkiets systemkamp 1950-1960 mellem den folkevalgte statsminister Adnan Menderes og det kemalistiske etablissement. Menderes var kommet til magten ved en jordskredssejr i maj 1950 og hans parti, Det demokratiske Parti, vandt stort ved de efterfølgende valg i 1954 og 1957 og der var reelle muligheder for at Menderes havde fortsat denne tendens ind i 1960'erne. Hans politiske program rettede sig først og fremmest mod de befolkningsgrupper, der var blevet forbigået ved Atatürks revolution eller som følte sig krænket af hans reformer, den såkaldte kemalisme. Menderes' valgsejr markerede ikke blot et brud med mere end 25 års et-partivælde; den udgjorde også en udfordring til kemalisternes magtmonopol over stat og samfund og udæskede hæren. I may 1960 overtog de væbnede styrker magten ved et kup og året efter lod de Menderes hænge.