Muligheden for at borgerne kan håndhæve EU’s regler om luftkvalitet har givet anledning til betydelig usikkerhed i Danmark. Dette hænger bl.a. sammen med, at reglerne i dele af teorien er betegnet som ”miljøkrav uden adressat”, selv om Miljøstyrelsen er forpligtet umiddelbart af reglerne, og EU-Domstolen i 2008 fastslog, at hvis luftkvalitetsnormerne er overskredet, har berørte borgere krav på at kunne håndhæve reglerne over for de ansvarlige nationale myndigheder. I sag C-404/13 ClientEarth fastslog EU-Domstolen tillige, at denne ret til håndhævelse af kravene til luftkvalitet også omfatter miljøorganisationer, og at de nationale domstole har pligt til at påbyde myndighederne at vedtage de fornødne foranstaltninger. Senest har EU-Domstolens Store afdeling i dom af 19. december 2019 i sag C-752/18 Deutsche Umwelthilfe taget stilling til, om EU-retten stiller krav om, at en ansvarlig minister kan sættes i fængsel, hvis den ansvarlige minister ikke efterkommer påbud fra en domstol om at gennemføre de nødvendige forbud mod biltrafik for at opfylde EU’s direktiv om ren luft. Modsat hvad mange danske jurister nok vil forvente, er den præjudicielle dom ikke en klar afvisning, men åbner mulighed for et bekræftende svar. Dommen indeholder derfor principielle forfatningsretlige, retssikkerhedsmæssige, processuelle og miljøretlige aspekter. Men dommen bør også give anledning til mere principielle overvejelser om den danske gennemførelse af EU’s direktiv 2008/50 om ren luft. Dette er emnet for denne artikel, der indledes med en kort indføring i EU’s regler om luftkvalitet og EU-domstolens tidligere domme om retsvirkningen af disse regler.