Emnet for dette bidrag er EU’s regler om miljøvurdering af projekter og planer som fastlagt i VVM-direktivet (2011/92) og SMV-direktivet (2001/42) og disse reglers udfordringer af dansk miljøret som speciel for-valtningsret. Til forskel fra de fleste andre miljødirektiver er VVM-direktivet og SMV-direktivet kendetegnet ved ikke at stille materielle krav til miljøbeskyttelsen, men til kun at angå forvaltningsprocessen, når myndigheder træffer bestemte afgørelser. De to direktiver stiller således særlige krav til sagens oplysning, høring og begrundelse, når en forvalt-ningsmyndighed (eller lovgiver) vedtager retsakter, der er omfattet af de to direktivers anvendelsesområde. De to direktiver om miljøvurdering, der i dansk ret nu primært er implementeret i miljøvurderingsloven fra 2017, er derfor i en vis forstand et supplement til den almindelige forvaltnings-rets krav om tilstrækkelig oplysning af sagen, partshøring og begrundel-se, når en retsakt kan have væsentlige miljøvirkninger. Der er dog den principielle forskel, at direktivernes regler om miljøvurdering og høring i sig selv er et selvstændigt mål, mens forvaltningsrettens almindelige sagsbehandlingsregler er et middel til, at myndigheden træffer den rigtige afgørelse efter den pågældende lov. Som det vil fremgå af det følgende, har denne forskel retlige konsekvenser for direktivernes anvendelsesom-råde, for muligheden for at fravige direktiverne med henvisning til mini-mumsharmonisering og for retsvirkningen af myndighedernes tilsidesæt-telse af de to direktivers regler.