Internationale homiletiske udviklinger peger på fremmedhed og forskellighed som grundvilkår for prædikenen i teori og praksis. I en nordamerikansk kontekst spores dette i det såkaldte Other-wise Preaching paradigme og i Tyskland inddrages ‘Fremmedhedens fænomenologi’ i refleksioner over prædikenens liturgiske indfældethed. Fælles for disse nyere homiletiske arbejder er en anerkendelse af den russiske dialogfilosof, Mikhail Bakhtin, hvis teorier kan bruges som fortolkningsnøgle til at forstå betydningen af fremmedhed og forskellighed for menneskelig erkendelse og kommunikation generelt og prædikenen i særdeleshed. Ét af de centrale spørgsmål der melder sig for den internationale udvikling, som jeg har valgt at betegne som fremmedhedens homiletik, er hvorvidt den aktuelle fokus på mellemmenneskelig fremmedhed og forskellighed kommer til at nivellere den radikale forskel mellem Gud og menneske – eller om den tværtimod kan åbne rum for mødet med Den helt Anden?