Ph.d.-emner

Med internettets indtog og den lette adgang via bl.a. sociale medier til både at udbrede budskaber og modtage information har spørgsmålet om censur fuldstændigt skiftet karakter. Det juridiske definition af censur og de retlige beskyttelsesmekanismer, som omgærder censur, bygger imidlertid stadig på den fysiske verden og tager dermed ikke højde for de digitale teknologier og kommunikationsformer. Censur beskrives og behandles følgelig fra en retlig synsvinkel med udgangspunkt i en konkret fysisk publikation. Derved overses det, at censur i den moderne verden kun sjældent relaterer sig til fysiske publikationer og også kun sjældent er relevant i forhold til konkrete ytringer.

Censur i den moderne digitale verden må nemlig anskues i et bredere perspektiv, som myndighedernes forsøg på at sætte begrænsninger op for, hvem der må ytre sig, hvilke emner, der skal underkastes særlig monitorering, hvilke kilder der skal blokeres mv. samt hvilke oplysninger og typer af oplysninger, der frit må tilgå borgerne.

Emnet lægger op til en kritisk analyse og vurdering af censurbegrebet. I den forbindelse bør andre typer af censurlignende foranstaltninger inddrages i analysen og sammenholdes med de tiltag, som sker via eller på grund af lovgivning vedrørende et eventuelt efterfølgende ansvar. Dermed bør også private aktørers censur og censurlignende foranstaltninger inddrages. Det bør i den forbindelse overvejes, om den traditionelle sondring mellem den formelle og den materielle ytringsfrihed (i fuldt omfang) kan opretholdes. Fokus bør være på den grænseoverskridende digitale verden og de implikationer som denne verden har på ytringsfriheden og de modstående hensyn, herunder ikke mindst hensynet til at forhindre og bekæmpe terrorisme og anden samfundsnedbrydende aktivitet. Analysen bør have fundament i retsstatsideologien og de europæiske menneskerettigheder.

Kontaktperson: Professor, ph.d. Trine Baumbach på trine.baumbach@jur.ku.dk

Mediers og journalisters ansvar følger i udgangspunktet de almindelige strafferetlige eller civilretlige ansvarsbetingelser. Dette gælder dog ikke for overtrædelser af såkaldte materielle pressedelikter. Hvis det pågældende medie er omfattet af medieansvarsloven, reguleres ansvarsplaceringen i sager om materielle pressedelikter nemlig af denne lov. Medieansvarslovens omdrejningspunkt er det strafferetlige ansvar, mens det erstatningsretlige reguleres via henvisningsbestemmelser. Ansvarsfordelingen efter medieansvarsloven adskiller sig på flere og afgørende punkter fra lovgivningens almindelige regler. Dette er også hovedformålet med loven, hvorfor det allerede i lovens titel blev fundet naturligt at fremhæve, at det drejer sig om ansvar.

Under henvisning til den digitaliserede medieverden, og den ofte svære og langt fra logiske opdeling af delikter (overtrædelser) i materielle pressedelikter og ”almindelige” delikter - og dermed ansvarets forskellige placering alt efter overtrædelsens karakter - lægger emnet op til en kritisk analyse og vurdering af det medieretlige ansvar for begge typer af overtrædelser. Fokus bør være på de digitale medier, og de adskillige retlige problemstillinger som denne ”nye” verden medfører, og som den nuværende regulering og medieretlige tankegang ikke tager højde for. Det samme gælder de ”grænseoverskridende” retlige problemstillinger, som feltet byder på. I den forbindelse bør de bærende hensyn bag pressefriheden, ytringsfriheden og de modstående hensyn inddrages som grundfundament i afhandlingen. Det samme gælder den internationale rets indflydelse på feltet, ikke mindst retspraksis fra Menneskerettighedsdomstolen. Under hensyn til europæiseringen vil et EU-retligt perspektiv også være oplagt, ligesom emnet er yderst velegnet til komparative studier.

Kontakt: Professor, ph.d. Trine Baumbach på Trine.Baumbach@jur.ku.dk

Den opsættende virkning af klager over forvaltningsafgørelser i miljøsager henholdsvis suspensiv virkning af sagsanlæg i sådanne sager har påkaldt sig betydelig praktisk og teoretisk opmærksomhed. I forhold til klager er dette i betydelig grad reguleret i bygge-, plan og miljø- og naturbeskyttelseslovgivningen, hvis regler om opsættende virkning dog langt fra er indbyrdes afstemt. I relation til sagsanlæg har Højesteret med U 1994.823 H fastslået, at grundlovens § 63 ikke er til hinder for, at sagsanlæg undtagelsesvis tillægges opsættende virkning, men adgangen fortolkes indskrænkende jf. Walsøe i UfR 1995B.128. Adgangen henholdsvis pligten til at klagenævn eller domstol tillægger klager henholdsvis sagsanlæg opsættende virkning i miljøretlige sager følger imidlertid tillige af EU-retten og af Aarhus-konventionen, men rækkevidden af denne forpligtelse har hidtil hverken været overvejet nærmere af lovgiver eller af domstole eller klagenævn. Meningen med dette ph.d. emne er at give en dyberegående belysning af, hvilke kriterier der har været bestemmende for den hidtidige udformning af lovregler om opsættende virkning af klager og de få lovregler om opsættende virkning af sagsanlæg med henblik på at undersøge, om dette er i overensstemmelse med de forpligtelser, der følger af EU-retten og Aarhus-konventionen på grundlag af EU-domstolens praksis henholdsvis praksis fra Compliance Committee under Aarhus-konventionen. I forlængelse heraf kan overvejes, om det er muligt at opstille sammenhængende principper for den afvejning, der er bestemmende for, om klager henholdsvis sagsanlæg skal tillægges opsættende virkning.

Kontakt: Professor, dr. jur. Peter Pagh: peter.pagh@jur.ku.dk