Aktuelle forskningsprojekter

Kollektive Forskningsspor for CORA 2015-2020

De følgende forskningsspor har været drøftet på centermøder i efteråret 2014 og foråret 2015 og er blevet endeligt konfirmeret på centrets Workshop ’15, den 23. april 2015. Samlet set udgør disse spor centrets forskningsplan for den angivne periode. Herudover vil centrets medarbejdere typisk være involveret i andre kollektive og individuelle projekter.

 

 

 

 

 

 

 

Aldrig har den retlige regulering af ytringsfriheden og informationsfriheden været mere centrale emner i den moderne demokratiske retsstat, end de er i dag. Dette skyldes både ytringsfriheden og informationsfrihedens karakter og mængden af ytringer og informationer. Ytrings- og informationsfriheden er bl.a. beskyttet i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10. Ytringsfriheden og informationsfriheden er et af de grundlæggende fundamenter i det demokratiske samfund og har således ikke bare betydning for borgernes mulighed for selvrealisering, men har også afgørende betydning for samfundet som sådant, både i relation til udviklingen af det demokratiske samfund og i relation til indsigt i og kontrol med magthaverne i samfundet. Ytringsfrihed, praktisk og retlig mulighed for at ytre sig og modtage information, samt grænserne for ytringsfrihed relaterer sig således til civilisation, magt og indflydelse, forebyggelse af fejl, korruption og magtmisbrug, lighed og saglighed, inklusion / eksklusion mv. Vigtige aktører er derfor foruden borgerne som sådan bl.a. offentligt ansatte, politikere og – under hensyn til pressens afgørende rolle på dette felt – ikke mindst medierne.

I og med at der er flere og flere platforme – i form af flere og flere medier, typer af medier og kommunikationsformer samt en stigende brug af sociale medier etc. – opstår der også flere og nye juridiske problemstillinger med hensyn til de retlige grænser for at ytre sig og kommunikere. Formentlig har det samlede antal ytringer aldrig været større, og netop i kraft af antallet af ytringer og de nye medietyper er det f.eks. blevet vanskeligere at opretholde grænsen mellem private og offentlige ytringer, ligesom de mange nye platforme med heraf følgende let adgang til at give og modtage information har sat privatlivsbeskyttelsen under pres. Den lette adgang til at give og modtage information er endvidere med til at udviske grænsen for information i egentlig forstand og andre intenderende (sproglige) udsagn, herunder reklamer.

De mange tilgængelige informationer fra langt flere end sanddru kilder har endvidere i vidt omfang gjort det svært at vurdere informationernes troværdighed. Dette gælder ikke mindst informationer fra spindoktorer og andre kilder med en selvstændig dagsorden. Det gælder også informationer fra politikilder (meddelere, agenter etc.) og informationer tilgængelige på nettet (f.eks. Google og Wikipedia).

Ytringsfriheden har sit filosofiske udgangspunkt i det såkaldte sandhedsprincip. Usikkerheden om hvad der er information i egentlig forstand og spørgsmålet om informationers troværdighed giver anledning til nærmere overvejelser om rationalet bag ved ytringsfriheden og til at sætte dette i relief til den eller de demokratiopfattelser, der hersker i Danmark og i de lande, vi normalt sammenligner os med. I den forbindelse kunne et komparativt studie mellem Danmark og USA, mellem Europa og USA eller mellem de enkelte lande i Europa være profitabelt.

De mange nye platforme har også medført en (øget) internationalisering af informationer, ligesom de nye muligheder for at give og modtage informationer har gjort samfundet grænseløst eller globalt med heraf følgende retlige udfordringer for den enkelte og for de enkelte jurisdiktioner. Også som følge heraf ville komparative studier være udbytterige.

De øgede muligheder for at indsamle viden f.eks. via internettet og for at fremkomme med ytringer f.eks. via Facebook, blogs eller via uredigerede debatindlæg skal imidlertid ikke forlede den enkelte til at tro, at alle eksisterende informationer uden videre er tilgængelige. Som en art paradoks til det just nævnte om de øgede muligheder for at give og modtage information er de indskrænkninger eller begrænsninger, der eksisterer i kraft af private og offentlige virksomheders manglende åbenhed og i kraft af regler om tavshedspligt, retlig interesse og interne arbejdsdokumenter, hensynet til den interne politiske beslutningsproces og ministerbetjeningen, efterforskningen af forbrydelser, statens sikkerhed mv. som fremgår af eksempelvis undtagelsesbestemmelserne i offentlighedsloven og andre tilsvarende regler. Hertil kommer den ofte noget træge tilgang til borgernes mulighed for at indsamle information, som de danske myndigheder undertiden har. Et eksempel herpå kunne være etableringen af en domsdatabase.

Den trussel mod ytringsfriheden og informationsfriheden, som bl.a. terrorangreb mod ytringsfriheden er udtryk for, har medført større selvcensur i pressen og andre steder. Dette må få konsekvenser for den retlige regulering på feltet, herunder for kildebeskyttelsen.

Modsat kan det også problematiseres, om en ubegrænset informationsfrihed virkelig er det bedste set i lyset af begrundelsen for ytringsfriheden og herunder for ytringsfriheden som et af det demokratiske samfunds fundamenter. Dette spørgsmål er f.eks. relevant i forhold til nogle af privatlivsbestemmelserne i straffeloven og i forhold til nogle af de just nævnte undtagelser til princippet om offentlighed.

Endvidere kan det problematiseres, om f.eks. myndigheders pligt til aktiv information (offentlighedslovens § 17) altid er et gode for den enkelte og for demokratiet, eller om denne pligt i visse tilfælde kan komme til at fungere som røgslør for den egentlige eller rette information. På samme måde kan ”retten til at blive glemt” problematiseres i forhold til ytringsfriheden og informationsfriheden.

Ytringsfriheden og informationsfriheden samt grænserne herfor reguleres på forskellige måder i dansk ret. Der er en bred vifte af retsgrundlag, og der er endnu ikke foretaget en samlet kortlægning af de forskellige reguleringsområder. Som central regulering blandt flere centrale reguleringer står den strafferetlige, der regulerer de ”almindelige” grænser for ytringsfriheden (fred- og æresforbrydelser, racismebestemmelsen mv.), og strafsanktionerer f.eks. offentligt ansattes (herunder whistleblowers) brud på tavshedspligten samt voldelige handlinger foretaget på baggrund af ofrets ytringer i den offentlige debat. Men strafferetten indeholder også adskillige andre bestemmelser, der enten efter deres karakter udgør begrænsninger i ytringsfriheden eller dog relaterer sig til ytringsfriheden og derfor e.o. skal anvendes i lyset af heraf.

Herudover indeholder en lang række andre love bestemmelser, der relaterer sig til ytringsfriheden. Dette gælder i særlig grad regulering inden for bl.a. menneskerettigheder, EU-ret (Chartret om grundlæggende rettigheder), forvaltningsret, persondataret, medieret, procesret, diskriminationsret, arbejdsret, markedsføringsret, politiret og en række andre retsområder. Den ovenfor nævnte lovgivning er blevet til over lang tid og har aldrig været undergivet en mere helhedsorienteret udredning og bedømmelse – og slet ikke i lyset af de nye medieformer.

Forskningssporet ”retten i et mediesamfund” skal, som det fremgår, ses som et spor, der omfatter ytrings- og informationsfrihed i det moderne informationssamfund med alle de nye medier og kommunikationsformer mv., der præger samfundet.

Dette forskningsspor rummer både grundforskningsprojekter og anvendelsesorienterede projekter inden for udvalgte delområder. Hovedsigtet er at foretage en kritisk analyse og vurdering af den offentligretlige regulering af grænserne for den materielle ytringsfrihed i lyset af formålet med ytringsfriheden og informationsfriheden og dennes ikke bare formelle, men også reelle betydning for den demokratiske retsstat. Formålet er således at op-arbejde en dybere forståelse for disse retlige fænomeners betydning for samfundet som sådant og for de enkelte aktører. Forskningssporet ser som angivet feltet i en bred offentligretlig belysning og lægger som følge heraf op til tværfaglig forskning – både tværfaglig forskning med hovedvægt på enkelte retsdiscipliner, og tværfaglig forskning hvor de enkelte retsdiscipliner er ligestillede. Delprojekter med f.eks. specifikke medieretlige aspekter lægger endvidere op til tværvidenskabelig forskning eventuelt under inddragelse af medieforskere og /eller andre forskere indenfor kommunikation og medier. Da genstandsfeltet for forskningssporet som angivet ikke kun har national interesse, rummer dette forskningsspor også et stort internationalt potentiale.

Forskningssporet er endvidere velegnet til at danne grundlag for at søge om ekstern finansiering hos eksempelvis forskningsrådet (FSE), ligesom det er velegnet som ramme for opslag af ph.d.-emner.

Endelig understøtter sporet den forskningsbaserede undervisning i medieret, persondataret og tilsvarende kursusfag, ligesom sporet vil kunne inspirere til udvikling af nye uddannelsestilbud.

Ansvarlig: Lektor, ph.d. Trine Baumbach. Deltagere: Professor, dr. jur. Peter Blume; professor, dr. phil. Henrik Stevnsborg; professor, dr. jur. Vibeke Vindeløv; professor, ph.d. Michael Gøtze; post doc, ph.d. Trine Vendius.