Artiklen diskuterer nogle af den nordiske formuerets særpræg, som de bl.a. træder frem i et historisk perspektiv. I den forbindelse drøftes det særligt, om nordisk formueret i højere grad fortjener betegnelsen ”pragmatisk” snarere end betegnelsen ”principfast” og hvilke øvrige kendetegn, der i særlig grad forklarer dette retsområdes udvikling, opbygning og retskildestruktur gennem de seneste to århundreder. Drøftelsen fører til frem til en diskussion om teoriens, lovgiverens og domstolenes rolle i og ansvar for den formueretlige retsudvikling og metode.