De første – og fortsat delvis gældende – danske regler om surrogati var nådesløse. Af forarbejderne fremgik det, at hvis der var ydet betaling for at være surrogatmoder, kunne barnets biologiske fader ikke blive juridisk fader til barnet, og ville kvinden, der fødte barnet, ikke have barnet hos sig, måtte det anbringes i familiepleje eller bortadopteres! Man ønskede at være klar på, at et barn ikke skulle være et handelsobjekt, men staten var samtidig villig til at anvende et barn som straffeobjekt over for forældre, der iværksatte et surrogati-arrangement som rummede økonomisk kompensation.

Artiklen beskriver, hvordan denne problemstilling fortsat er det helt centrale i spørgsmålet om reguleringen af surrogati: Skal nogen børn leve med en ringere retsstilling, for at afskrække imod de surrogati-arrangementer, som ikke lever op til det ønskelige. Der argumenteres i artiklen for, at en regulering, som anvender ringere retsstilling for barnet som sanktion, er udtryk for, hvad der kan kaldes en før-børnekonvention tankegang, som bør forlades. I stedet bør der være fokus på, hvordan en regulering og de konkrete afgørelser bidrager til, at beskyttelsesbehovene for børn, der fødes via surrogati, bliver varetaget.

I artiklen foreslås som alternativ reguleringsinstrument, at danskere, der forsøger at få barn via international surrogati, skal hjælpes og have et økonomisk incitament til at vælge surrogati-arrangementer, som yder alle involverede høj beskyttelse. Dette kan ske ved tildeling af et tilskud, når fastlagte retningslinjer er efterlevet, ligesom ved det allerede kendte adoptionstilskud.