Artiklen undersøger, hvilke processuelle krav forvaltningsmyndigheder
skal være opmærksomme på, når de – i stedet for at træffe afgørelser – indgår aftaler med private til varetagelse af myndighedsudøvelse (»forvaltningskontrakter«). Det konkluderes, at forvaltningskontrakter som klart udgangspunkt falder uden for forvaltningslovens afgørelsesbegreb, hvorfor lovens sagsbehandlingsgarantier ikke finder (direkte) anvendelse. Det betyder imidlertid ikke, at forvaltningen er frit stillet. Artiklen påviser, hvordan indgåelsen af forvaltningskontrakter påvirkes både af uskrevne forvaltningsprocessuelle normer og almindelige aftaleretlige principper for indgåelse af kontrakter, og vurderer, hvordan disse spiller sammen.