21. august 2020

Bernhard Gomard (1926-2020)

Bernhard Gomard

Mindeord skrevet af Ditlev Tamm.

Da jeg i sin tid, det var i 1964, stod over for det svære valg af studium, endte jeg trods meget tvivl med at vælge juraen. En vigtig medvirkende grund var, at de indledningsforelæsninger, som skulle lokke nybagte studenter til studiet blev holdt af de to dengang mest fremtrædende professorer, retsfilosoffen Alf Roos og den dengang ret unge professor i proces, Bernhard Gomard. Ross var suveræn, og Gomard forstod på en så intelligent måde at overbevise om, hvor spændende det juridiske studium var, at det blev udslagsgivende. I de sidste år af mit studium i årene 1964 til 1970 fik jeg endda lov til at arbejde for Gomard, der var god til at inddrage andre, og det var en god skole i kritisk tænkning.

Gomard stod for sin generation og de følgende som en af landets mest begavede jurister, som alle kendte og havde en mening om. Han indledte sin videnskabelige karriere med en disputats om erstatningsret og blev derefter professor i proces, som ingen dengang ville være, og professoratet blev derfor traditionelt besat med den yngste professor, der så ventede på, at hans eget fag blev ledigt og overdrog posten til den næste. Sådan greb Gomard det ikke an. Han præsterede i løbet af 1960’erne og 1970’erne en ny gennemarbejdet udgave af civilprocessen og fremragende lærebøger i fogedret og konkursret og afhandlinger om en række af procesrettens ofte meget komplicerede spørgsmål. Senere fik han et professorrat i obligationsret og i et imponerende stort forfatterskab dyrkede han dette juraens hovedfag op i alle dets detaljer. Der er i Danmark en fornem tradition for god obligationsret med navne som rækker fra Ørsted til Julius Lassen og Henry Ussing, og det er i denne perlerække, at Gomard hører hjemme.

Aktieselskabsretten var i de år som følge af Danmarks indtræden i EU (EF) et område i rivende udvikling, og det blev et andet af de felter, hvor han præsterede grundlæggende ny forskning både i lærebøger, artikler og lovkommentarer. Det siger sig selv, at han også var efterspurgt, når det gjaldt juridiske responsa, og han var lydhør og forstående over for virksomheders behov.

Gomard var professor i retsvidenskab, og han var en af dem, der ikke kendte til faggrænser, men så juraen som en helhed, hvor man må kende alle disciplinerne for at kunne kalde sig en god jurist. De, der læser hans bøger, kan heller ikke undgå at bemærke, at der benyttes eksempler fra mange lovgivningsområder.

Gomards tiltræden som professor i 1958 blev på mange måder indledningen til en revolution. I modsætning til mange af sine ældre kolleger kunne han godt lide at være på universitetet og arbejde der, og selv om han havde mange bijob, så var Universitetet hans foretrukne arbejdsplads. Han var en ledende kraft bag oprettelsen af de retsvidenskabelige institutter, der efterhånden blev rammen om professorer og andre juridiske læreres forskningsvirksomhed. Han kom dagligt, og som ung forsker lærte man utroligt meget af at høre på ham og tale med ham ved de fælles frokoster i Universitets spisestue.

Der var naturligvis ofte bud efter Gomards sagkundskab. Hans vigtigste post uden for Universitetet var formentlig tiden som formand for bestyrelsen for Danske Bank.

Det var lidt pudsigt, at Københavns Universitet ikke mente at kunne stille arbejdsrum til rådighed for Gomard, da han i 1996 som 70 årig, som det var dengang, gik på pension. I mange år arbejdede han derfor på CBS, der en periode husede en række emeritusprofessorer og gav gode arbejdsforhold, som Gomard forstod at udnytte. Han arbejdede vistnok nogenlunde altid, og det kom der meget ud af til gavn for dansk retsvidenskab. Personligt var han venlig, men også klar over sit eget værd og ikke altid tolerant over for, hvad han anså som vrøvl, og det var ganske meget. Han var god til selv at få noget ud af det, og det var måske medvirkende til, at samarbejdet med andre undertiden kunne knirke.

Hans indsats for dansk jura er ubestridt en af de største ikke blot i hans tid, men i det hele taget. Egentlig kan man ikke pege på et hovedværk. Det er alt sammen godt, noget er bedre end andet. Det er ikke de enkelte værker, men helheden og tankekraften bag den, der er beundringsværdig. Den, der kendte ham bare lidt, forstod, at det for ham aldrig handlede om ydre ære, men altid om sagen, juraen. Sådan skal det være, og dansk jura kan formentlig længe glæde sig over, at en mand med den intellektuelle kapacitet valgte at lægge den i netop vores fag.

Æret være hans minde.

Ditlev Tamm