Retspraksis i EMD – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

WELMA > Retspraksis > Retspraksis i EMD

Retspraksis i EMD

Her findes de seneste afgørelser fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som vedrører WELMAs arbejdsområde.

Centre for Legal Resources on behalf of Valentin Campeanu v. Romania (Appl. No. 47848/08) - Legal representation by a non-mandated NGO and the violation of the right to life through acts of omission in healthcare delivered by state institutions

By PhD Fellow Diana Nacea

In July 2014, in the Case of Centre for Legal Resources on behalf of Valentin Campeanu v. Romania, the Grand Chamber of the European Court of Human Rights (ECtHR) found violations of the right to life, both on the substantive and the procedural aspects of Article 2 of the European Convention and furthered its case law regarding the legal representation before the Court of an individual by a non-governmental organisation in the absence of any mandate or standing as an indirect victim. The case was lodged by an NGO and concerned the death of an 18 year old man, of Roma minority, who was diagnosed as HIV positive and suffering from severe mental disabilities, and had died in a psychiatric hospital.

Though the European Convention on Human Rights does not extend its protection in an overt manner to the right to health, the violation on both the substantive and the procedural aspects of Article 2 in the present case results from acts of malpractice: ill-treatment and abuse committed by medical personnel, acts of omission as deprivation of adequate medical treatment, deficient record keeping and failure to perform an autopsy immediately after death, as well as failure in providing explanations for contradicting findings. The ill-fated young man's suffering is now a legal tool in defending the right to health through the use of Article 2, and lays out grounds for a similar analysis for the protection of the right to health under the protection of the rights under Article 3, as detailed in one of the three separate opinions.

Petrova v. Latvia (Appl. no. 4605/05) - Organ transplantation violated the European Convention on Human Rights

By Project Assistant Anders Trebbien Daugaard

The case concerned a 23-year old patient who deceased in the hospital. His kidney and spleen were afterwards taken out. There was no prior consent to organ transplantation. The mother filed a case by the national authorities with the claim that she had not been given an opportunity to present her wish concerning transplantation. The Latvian legislation on organ donation was based on an “assumed consent”. The law gave near relatives a right to present their wishes concerning – hereunder to deny – organ transplantation, but there was no explicit obligation to actively contact and obtain the wishes of the near relatives.

The Court found that the right to respect for private- and family life had been violated (ECHR art. 8). The justification of the violation was dependent on whether it was “in accordance with the law”, since the relatives were given a right in national legislation to present their wishes on transplantation.

The Court found that national legislation did not sufficiently protect the rights of the near relatives. The transplantation without notification of the mother was therefore not “in accordance with the law”. The violation could already therefore not be justified and the transplantation was in final violation of the convention.

Biao v. Denmark (Appl. No. 38590/10)- 28-årsreglen udgjorde ikke ulovlig diskrimination

Af projektassistent Anders Trebbien Daugaard og Ph.D studerende Freya Semanda

Sagen omhandlede en dansk statsborger af togolesisk oprindelse og en ghanesisk statsborger, der indgik ægteskab i Ghana og derefter søgte om familiesammenføring i Danmark. Parret fik afslag med den begrundelse, at deres samlede tilknytning til Danmark, ikke var større end deres samlede tilknytning til Ghana. Parret kunne ikke blive undtaget fra tilknytningskravet efter 28-årsreglen, da den danske statsborger af togolesisk oprindelse hverken havde haft dansk statsborgerskab eller lovligt ophold i Danmark i 28 år. Parret indbragte sagen for domstolene med påstand om, at afslaget på familiesammenføring udgjorde en krænkelse af deres ret til familieliv efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 8, samt udgjorde diskrimination i strid med EMRK art. 14 sammenholdt med art. 8. Parret flyttede efterfølgende til Sverige, hvor de fik en søn.

Såvel den danske Højesteret som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fandt enstemmigt, at afslaget på familiesammenføring ikke var i strid med retten til familieliv efter konventionens art. 8, og et flertal ved såvel Højesteret som den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fandt derudover, at der ikke var tale om diskrimination i strid med konventionens art. 14. 28-årsreglen blev dog af Menneskerettighedsdomstolen beskrevet som ”excessively strict”, og mindretalllet i Højesteret og ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fandt, at parret havde været udsat for indirekte diskrimination, idet den danske lovgivning havde som resultat, at danske statsborgere med anden etnisk baggrund end dansk blev behandlet ringere end etniske danskere. Ifølge tre dissentierende dommere ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol afspejlede diskriminationen en stereotyp opfattelse af manglende integration blandt danske statsborgere med anden etnisk baggrund end dansk, der gifter sig med udenlandske statsborgere.

Dissensen ved Menneskerettighedsdomstolen er interessant, fordi forbuddet mod stereotyper i stigende grad løftes frem i diskriminationsretlige sammenhænge, og det følger bl.a. af tidligere praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol at stereotype opfattelser af køn eller etnicitet ikke kan retfærdiggøre en forskelsbehandling. Derudover er dissensen interessant i et børneperspektiv, idet de dissentierende dommere påpeger det vaskelige dilemma afslaget på familiesammenføring stiller parrets (danske) barn i: nemlig enten at vokse i Danmark uden sin mor eller at voksne op sammen med begge forældre udenfor Danmarks grænser. Spørgsmålet om barnets selvstændige rettigheder blev dog ikke rejst for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Irland ansvarlig for seksuelt misbrug i konfessionel skole (Application no. 35810/09)

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har for nylig afsluttet sagen i O'Keeffe mod Irland, som omhandlede statens manglende beskyttelse af sagsøgeren fra seksuelle overgreb begået i 1973 i en statsfinansieret konfessionel skole drevet af den katolske Biskop (Dunderrow National School).
Sagsøgeren havde i lighed med en række andre børn været udsat for flere seksuelle overgreb af en musiklærer. Skolelæreren blev dømt, og sagsøgeren blev tildelt kompensation for ”criminal injuries” fra gerningsmanden.
Herefter anlagde sagsøgeren et civilt erstatningssøgsmål mod staten, som blev afvist af den Irske Højesteret, der ikke fandt, at staten var ansvarlig for de seksuelle overgreb begået af læreren i skolen.
Sagsøgeren klagede til den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der gentog sin praksis efter konventions art. 1 sammenholdt med art. 3, hvorefter staten har en positiv forpligtelse til at beskytte især children and other vulnerable persons mod overgreb.
Den irske stat fastholdt, at staten ikke kunne holdes ansvarlig for den krænkelse sagsøgeren havde været udsat for, blandt andet under henvisning til, at skolelæreren ikke havde været statsansat. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol slog dog fast, at en stat ikke kan friholdes for ansvar overfor mindreårige i skoler ved at uddelegere opgaven til private. Et flertal på 11 ud af 17 dommere fandt, at Irland havde tilsidesat sine positive forpligtelser efter konventions art 3, idet staten ikke i tiltrækkelig grad havde sikret et tilsyns- og kontrolsystem, som kunne beskytte sagsøgeren og andre børn mod nedværdigende og umenneskelig behandling. Sagsøgeren blev tilkendt 30,000 EURO i godtgørelse.

Sag S.A.S. mod Frankrig (43835/11) Muslimsk kvinde iført niqab forbudt at tildække sit ansigt på offentlige områder.

S.A.S, en muslimsk kvinde, har indgivet en klage til den europæiske menneskerettighedsdomstol på baggrund af fransk national lovgivning, der kriminaliserer tildækning af ansigtet, når man befinder sig på offentlige områder. Hun mener forbuddet mod tildækning er en krænkelse af privatlivets fred, religionsfriheden, ytringsfriheden og forsamlingsfriheden. Domstolen har forelagt den franske regering spørgsmål i forbindelse med klagen. Disse skal besvares indenfor 4 måneder.

Stummer v. Austria (application no. 37452/02) (afsagt d. 7. juli 2011 )

Sagen omhandlede en tidligere fange, der i fængslet havde udført arbejde. Klagen gik på, at han i forbindelse med arbejdet ikke var tilknyttet et pensionssystem. Derfor kunne sagsøgeren ikke senere modtage nogen pensionsydelse for det tidsrum, han havde arbejdet i fængslet. Domstolen fandt, at der ikke havde været en overtrædelse af EMRK tillægsprotokol 1, artikel 1 sammenholdt med EMRK artikel 14.

Association Les Témoins de Jéhovah v. France (application no. 8916/05) (afsagt d. 17. Juli 2011)

Sagen drejede sig om en ekstra skat på flere dusin millioner euro på gaver modtaget af ”Foreningen af Jehovas Vidner” i Frankrig. EU-Domstolen fastslog, at gaverne var blevet beskattet i henhold til en lov, var for upræcis. Artikel 9 (om ret til religionsfrihed) var derfor overtrådt.
Læs mere her

Anatoliy Ponomaryov and Vitaliy Ponomaryov v. Bulgaria (application no. 5335/05) (afsagt d. 21. juni 2011)

Sagen omhandlede to russiske skoledrenge, der boede i Bulgarien med deres mor. Moderen var gift med en bulgarsk statsborger. Det blev påkrævet, at drengene skulle betale skolepenge for deres ungdomsuddannelse. Dette blev dog ikke påkrævet bulgarske statsborgere og udlændinge med permanent opholdstilladelse.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fastslog, at der i sagen var sket en overtrædelse af EMRK tillægsprotokol 1, artikel 2 (ret til uddannelse) sammenholdt med artikel 14 (forbud mod forskelsbehandling)

Maggio and Others v. Italy (application nos. 46286/09, 52851/08, 53727/08, 54486/08 and 56001/08)

Sagen omhandlede en gruppe af italienere, der vandrede til Schwiez for at arbejde. De arbejdede i Schweiz i 30 år, og da de skulle pensioneres, tog de tilbage til Italien. Da de vendte tilbage til Italien, ville de have beregnet deres alderspension. Italien besluttede at re-justerer pensionsansøgningerne således, at der blev taget hensyn til de lave bidrag, der var blevet betalt i Schweiz (8 % af deres løn) i modsætning til 32,7 %, hvis de havde arbejde i Italien.
Domstolen udtalte, at denne beregningsmodel var i overensstemmelse med almenvellets interesse, især behovet for at sikre økonomisk og finansiel stabilitet i det italienske velfærdssystem. Dermed var EMRK tillægsprotokol 1, artikel 1 ikke overtrådt.
Læs sagen her (pdf)

Wasmuth v. Germany (application no. 12884/03)

En tysk statsborger klagede over den obligatoriske offentliggørelse på hans løn-skattekort vedrørende hans manglende tilhørsforhold til et religiøst samfund. Han mente, at denne information udgjorde en overtrædelse af EMRK artikel 8 (ret til privatliv) og artikel 9 (religionsfrihed) sammenholdt med artikel 14 (forbud mod forskelsbehandling) Domstolen udtalte, at der ikke var sket en krænkelse af hverken artikel 8 eller artikel 9.

Lautsi mod Italien (application no. 30814/06)

Sagen vedrørte tilstedeværelsen af krucifikser i klasseværelser i Italien. Sagsøgerne i sagen nedlagde påstand om, at et religiøst symbol i et klasseværelse er i strid med forældres ret til at opdrage deres børn i overensstemmelse med deres religiøse og filosofiske overbevisning og børns ret til religionsfrihed. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fastslog først enstemmigt i en kammerafgørelse, at der var tale om en overtrædelse af EMRK artikel 2 i protokol nr. 1 (ret til uddannelse). I storkammer, hvor der var to dissentierende dommere, fastslog domstolen dog modsat, at der ikke er tale om en overtrædelse af EMRK artikel 2 i protokol nr. 1 (ret til uddannelse). Tilstedeværelse af krucifikser i klasseværelser i Italien er derfor nu tilladt.
Læs sagen her (pdf)

Klein mod Østrig (application no. 57028/00)

En østrigsk advokat blev nægtet alderspension fra en pensionskasse, som han havde betalt bidrag til gennem hele sit arbejdsliv som advokat. Begrundelsen var, at han havde fortabt retten til at udøve advokatvirksomhed. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fastslog enstemmigt, at der havde været en overtrædelse af EMRK artikel 1 i protokol nr. 1 (beskyttelse af ejendom).

Sporer v. Austria (application no. 35637/03)

Sagen drejede sig om en klage over forældremyndighedsproceduren med hensyn til et barn, der blev født uden for ægteskab. Faderen var ikke blevet hørt om, hvorvidt barnets mor var i stand til at tage sig af barnet. Faderen hævdede, at han var udsat for forskelsbehandling i forhold til gifte fædre, da forældremyndigheden altid blev tildelt moderen, når barnet blev født uden for ægteskab. Dette var efter østrigsk ret udgangspunktet, medmindre det blev bevist, at hun satte barnets trivsel i fare. Domstolen udtalte, at dette er i strid med artikel 8 (ret til respekt for familie - og privatliv) og artikel 14 (forbud mod forskelsbehandling)

Ternovszky v. Hungary no. 962 14.12.2010

En ungarsk statsborger ønskede at føde i sit hjem i stedet for på et hospital. Dette mente hun dog ikke at hun kunne, grundet den ungarske lovgivning der afholdt sundhedspersonalet fra at bistå hende, fordi personalet så kunne risikere at blive retsforfulgt.
Den Europæiske Menneskerettigheds Domstol udtalte, at ”privatliv” omfatter aspekter af en persons fysiske og sociale identitet.
Selvom kvinden ikke var blevet forhindret som sådan i at føde i hjemmet, havde der været et indgreb i udøvelsen af retten til respekt for hendes privatliv, da lovgivningen afskrækkede sundhedspersonale fra at stille den nødvendige bistand til rådighed. Da kvinden derfor ikke reelt havde den valgmulighed at føde hjemme, var der tale om en overtrædelse af artikel 8 (Ret til respekt for privatliv og familieliv.)

Apostolakis v. Greece (application no. 39574/07)

Tab af sociale rettigheder Total og automatisk tab af sociale rettigheder som følge af en straffe dom var i strid med Tillægsprotokol 1, Artikel 1 i den Europæiske menneskerettighedskonvention.