Om centeret – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

CORA - Center for Offentlig Regulering og Administration > Om centeret

Om centeret

CORA har organiseret sig i 4 forskningsspor:

Til toppenForskningsspor 1: Retlige grundbegreber, principper og tankemønstre i offentlig ret

Dette spor er grundforskningsorienteret og sætter fokus på grundlæggende begreber, principper og tankemønstre i den offentlige ret samt tilknyttede felter, herunder eventuelt således som de udfoldes i centerets andre satsningsområder. Retssystemet med tilhørende retlig regulering hviler på en række fundamentale begreber og strukturer, der aktualiseres i overordnede principper, og giver sig til kende i måder at tænke eller forstå retlige spørgsmål. Dette fundament fremgår mere eller mindre tydeligt af den fastsatte/praktiserede regulering, og karakteriseres og analyseres i retsvidenskaben, herunder bl.a. i relation til forståelsen af juridisk metode. En velkendt og ofte diskuteret problemstilling er det forvaltningsretlige afgørelsesbegreb, der tidligere bl.a. har været tematiseret i CORA regi.

Det almindelige formål er at foretage en kritisk analyse og vurdering af enkelte af disse begreber m.m. med henblik på at oparbejde en dybere og ligeledes nutidig forståelse, der kan understøtte en moderne retsvidenskab. Grundbegreber m.v. har en indbygget konservatisme med en ofte lang forhistorie, men en kritisk refleksion er påkrævet med henblik på en vurdering af deres brugbarhed i den nutidige ret, der tit er meget forskellig fra den samfundsmæssige/retlige situation, hvorfra grundbegrebet oprindeligt udspringer.

De udvalgte problemstillinger vil være betinget af deltagernes specifikke forskningsinteresse, og de vil dermed fungere eksemplarisk i forhold til det generelle tema. Udover enkeltanalysen vil de bearbejdede emner søges synteseret til et bidrag til en forståelse af den offentlige rets grundlag. 

Det følgende tilsigter udelukkende en eksemplifikation, idet andre eller tilsvarende problemfelter kan blive inddraget i takt med at området udvikles:

•  Offentligretlige principper og strukturer som eksempelvis proportionalitetsprincippet, lighedsgrundsæt-ninger, og officialmaksimen. Spørgsmål kan være hvilken betydning principper og tankemønstre af denne karakter har i nutidens ret, herunder i relation til påvirkningen fra den europæiserede (EU) og inter-nationaliserede ret.

•  Ugyldighed som forvaltningsretligt kernebegreb i relation til prøvelse og i denne kontekst i den retsud-viklende interaktion mellem forvaltningsmyndighed og domstole.

•  Offentligretlig metode. Udvikling af en forståelse af den offentligretlige retskildelære med indkredsning af de særlige kilder og faktorer, der betinger en fastlæggelse af hvornår en offentligretlig regel ”gælder”.

•  Processuel/materiel forvaltningsret. Forskelle og forbindelseslinjer. Retskildestyringen er efter traditionen forskelligartet med en varierende prioritering af lovgivning og praksisdannelse (ved domstole og ombudsmand). I denne forbindelse kan inddrages et kritisk eftersyn af udvalgte forvaltningsretlige grundsætninger, jfr. også ovenfor.

•  Forum/forvaltningsret. Forvaltningsretten er traditionelt national og præges af national retskultur og tradition. Forvaltningsretten har dog også andre fora eller institutionelle rammer at fungere inden for, idet EU og diverse internationale organisationer spiller en stigende rolle i retssystemet. En nærliggende problemstilling er, om forvaltningsretten i sådanne fora udvikles via et møde mellem divergerende traditioner/retskulturer, eller om der er/bør være tale om former for sui generis forvaltningsret.

• Tilregnelse. Den offentlige ret tager sigte på at være virksom, herunder at være egnet til at håndhæve i forhold til uretmæssig adfærd. Et grundlag for denne egenskab er en forståelse af denne adfærds karakter, herunder betydningen af aktørens status (person, myndighed, kollektiv enhed). Fokus sættes på spørgsmålet om tilregnelse, dvs. eksempelvis former for forsæt og uagtsomhed, og ikke-tilregnelse, dvs. former for objektiveret ansvar. Bearbejdningen understøttes særligt af strafferetlig teori, specielt relateret til den del af strafferetten, der er relateret til offentligretlig regulering.

•  Herudover kan inddrages yderligere grundbegreber, eksempelvis medieretlige og politiretlige, i det om-fang de aktualiseres i centerets øvrige satsningsområder og så at sige ”overføres” herfra.

Afslutningsvist betones, at dette satsningsområde/forskningsspor er tænkt som et spor i sig selv med en egen tilværelse. Sporet er først og fremmest dedikeret til teoriudvikling kombineret med kritisk refleksion over hvorvidt foreliggende grundbegreber, der typisk har en lang forhistorie, fortsat er adækvate i nutidens og den nærmeste fremtids retsorden.

Ansvarlig: Professor, dr. jur. Peter Blume; Deltagere: Professor, dr. jur. Steen Rønsholdt; professor, dr. jur. Carsten Henrichsen; professor, dr. jur. Peter Pagh; lektor, ph.d. Trine Baumbach; ph.d.-stipendiat Azad Taheri Abkenar.

Til toppenForskningsspor 2: Retten i et kontrolsamfund – tilsyn, sanktioner og klager

Med dette forskningsspor lægges op til studier af rammerne for og indholdet i myndighedernes retshåndhævelse og retsudviklingen i, hvad der her betegnes som et kontrolsamfund. Forskningssporet ser både på nyere og klassiske kontrolinstrumenter.  

Centret har som kollektivt forskningsfelt allerede arbejdet med tilsyn og sanktioner, og sporet lægger fremadrettet op til uddybning og videreudvikling af både tematikken som sådan, konkrete forskningsprojekter og det metodiske grundlag.

Interessen for dette forskningsfelt skyldes dels, at emnet er forholdsvis underbelyst i den juridiske standardlitteratur, og dels at den retshåndhævende virksomhed, som myndighederne forestår, tydeligvis har fået stigende betydning i takt med, at lovgivningen griber ind på stadig flere livsområder. Det er bl.a. denne udvikling, som er med til at tegne billedet af det kontrolsamfund, som danner udgangspunkt for dette satsningsområde.

Med CORA-antologien fra 2013 foretoges en foreløbig kortlægning og undersøgelse af dette forskningsfelt med såvel oversigtlige som dyberegående fremstillinger af enkeltstående lovområder. Der er dog tydeligvis brug for mere indgående studier af de forskellige former for retshåndhævelse, hvortil også konflikthåndtering og særlige klageordninger kan medregnes som en mere uformel tilgang til løsning af retlige konflikter.

Tilsyn og kontrol i stigning

Hvor kontrollen med lovens efterlevelse ofte indgår som en integreret bestanddel af myndighedernes retlige regulering, er det karakteristisk, at denne på nogle områder kan være udskilt til varetagelse af særlige tilsynsmyndigheder, som forestår en kontrolvirksomhed, der er eller kan være forbundet med en ret til at foretage indgreb af tvangsmæssig karakter. Denne kontrol er i sig selv underlagt regler, som dels afgiver hjemmel for og dels sætter grænser for indgreb, og hvis anvendelse påkalder sig særlig forskningsmæssig interesse. Et spørgsmål inden for et specifikt retsområde er eksempelvis, om der inden for retssikkerhedslovens område sker en udvikling i retning af et stigende antal bemyndigelser til myndigheder til at foretage kontrolbesøg hos virksomheder.

Sanktioner – myndighed som politi

Sanktionering af lovovertrædelser beror på i høj grad på særlovgivningens regler, som ofte giver adgang til strafferetlig forfølgning, og som i givet fald kræver sagernes indbringelse for domstolene. Imidlertid er det karakteristisk, at lovgivningen i stigende grad afgiver hjemmel for anvendelse af rent administrative sanktioner, som kan pålægges uden domstolenes mellemkomst, og som rejser særlige retssikkerhedsmæssige problemer. Den forskningsmæssige interesse knytter sig her bl.a. til spørgsmål om de retlige grænser for anvendelse af de forskellige sanktionsformer, administrative sanktioners forenelighed med magtfordelingsprincippet, de fiskale interesser, der er forbundet med udskrivning af bøder, de præventive effekter af brugen af strafferetlige sanktioner, anvendelsen af administrative sanktioner i et afkriminaliseringsperspektiv –og ikke mindst politiets rolle i retshåndhævelsen.

Klager – klagestat og klagesagsbehandling

Selv om konfliktmægling typisk finder anvendelse i forholdet mellem private parter, fx i civile sager, straffesager og familiesager, kan konflikthåndtering i bredere forstand også anvendes i sager om myndighedernes retsanvendelse, fx til forebyggelse af klager, som alternativ til brug af tvangsindgreb og sanktioner og som egentlig klagesagsbehandling. For eksempel har dialogiske konflikthåndteringsformer fundet vej ind i etablerede retshåndhævelsesinstitutioner ved etablering af retsmægling ved domstolene, introduktion af dialogmøder ved patientklager, jfr. Bekendtgørelse af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 1, stk. 3. og et generelt krav om inddragelse af borgere i Retssikkerhedslovens § 4. Den dialogiske tilgang afspejledes også i Den Uafhængige Politiklagemyndigheds klageordning. Myndigheden har – ved siden af adgangen til at undersøge og afgøre klager over politiets adfærd – mulighed for at lade klagesager undergive den såkaldte ”notissagsbehandling”, hvor klageren drøfter klagepunktet med en overordnet polititjenestemand, hvorefter sagen sluttes uden videre formelle skridt.

Justitsministeriet foretager i 2016 en undersøgelse af DUP’en virke i myndighedens første fire år. I kølvandet på denne undersøgelse, der er retssociologisk lagt an, kunne det være hensigtsmæssigt, om der i form af et ph.d. stipendium under korntrolsporet blev foretaget en retlig analyse af DUP’en og dens virke. Desuden rejser den tilsyneladende forandring i klagelandskabet en række spørgsmål, som for eksempel: Hvorfor sker der en ændring i klagemønster og klagesagsbehandling? Hvilke retssikkerhedsmæssige fordele og udfordringer er forbundet hermed? Hvilken regulering er relevant i forhold til ændrede klagemønstre og former? Og hvorledes opleves behandlingen fra et borgerperspektiv? Det sidste emne vil bl.a. blive belyst i en retssociologisk undersøgelse af ofres rolle i deres sag fra politi til dom, som centret bidrager til.

Metodiske tilgange

Sporet Retten i kontrolsamfundet lægger umiddelbart dels op til eksplorative undersøgelse af klagemønstre på en vifte af retsområder og dels til specifikke undersøgelser af f.eks. klager til DUP og andre klageinstanser. Desuden lægger dette spor op til at forstå den retlige regulering i en større samfundsmæssig sammenhæng via samfundsteoretiske analyser. Sporet er såvel interdisciplinært (omfattende forskelige retsområder herunder også retssociologi) som tværfagligt (jura, sociologi, politologi mv) orienteret og vil også kunne inddrage internationale og komparative erfaringer. 

Centrets mange faglige kompetencer inden for bl.a. forvaltningsret, miljøret, strafferet, politiret, persondataret, retssociologi og konflikthåndtering giver gode muligheder for videreudvikling af dette forskningsspor, ligesom sporet er egnet til samarbejder og forskningsmæssige netværksdannelser mere bredt.

Til toppenForskningsspor 3: Satsningsområde: Retten i et mediesamfund – Demokrati, magt og medier

Aldrig har den retlige regulering af ytringsfriheden og informationsfriheden været mere centrale emner i den moderne demokratiske retsstat, end de er i dag. Dette skyldes både ytringsfriheden og informationsfrihedens karakter og mængden af ytringer og informationer. Ytrings- og informationsfriheden er bl.a. beskyttet i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10. Ytringsfriheden og informationsfriheden er et af de grundlæggende fundamenter i det demokratiske samfund og har således ikke bare betydning for borgernes mulighed for selvrealisering, men har også afgørende betydning for samfundet som sådant, både i relation til udviklingen af det demokratiske samfund og i relation til indsigt i og kontrol med magthaverne i samfundet. Ytringsfrihed, praktisk og retlig mulighed for at ytre sig og modtage information, samt grænserne for ytringsfrihed relaterer sig således til civilisation, magt og indflydelse, forebyggelse af fejl, korruption og magtmisbrug, lighed og saglighed, inklusion / eksklusion mv. Vigtige aktører er derfor foruden borgerne som sådan bl.a. offentligt ansatte, politikere og – under hensyn til pressens afgørende rolle på dette felt – ikke mindst medierne.

I og med at der er flere og flere platforme – i form af flere og flere medier, typer af medier og kommunikationsformer samt en stigende brug af sociale medier etc. – opstår der også flere og nye juridiske problemstillinger med hensyn til de retlige grænser for at ytre sig og kommunikere. Formentlig har det samlede antal ytringer aldrig været større, og netop i kraft af antallet af ytringer og de nye medietyper er det f.eks. blevet vanskeligere at opretholde grænsen mellem private og offentlige ytringer, ligesom de mange nye platforme med heraf følgende let adgang til at give og modtage information har sat privatlivsbeskyttelsen under pres. Den lette adgang til at give og modtage information er endvidere med til at udviske grænsen for information i egentlig forstand og andre intenderende (sproglige) udsagn, herunderreklamer.

De mange tilgængelige informationer fra langt flere end sanddru kilder har endvidere i vidt omfang gjort det svært at vurdere informationernes troværdighed. Dette gælder ikke mindst informationer fra spindoktorer og andre kilder med en selvstændig dagsorden. Det gælder også informationer fra politikilder (meddelere, agenter etc.) og informationer tilgængelige på nettet (f.eks. Google og Wikipidia).

Ytringsfriheden har sit filosofiske udgangspunkt i det såkaldte sandhedsprincip. Usikkerheden om hvad der er information i egentlig forstand og spørgsmålet om informationers troværdighed giver anledning til nærmere overvejelser om rationalet bag ved ytringsfriheden og til at sætte dette i relief til den eller de demokratiopfattelser, der hersker i Danmark og i de lande, vi normalt sammenligner os med. I den forbindelse kunne et komparativt studie mellem Danmark og USA, mellem Europa og USA eller mellem de enkelte lande i Europa være profitabelt.

De mange nye platforme har også medført en (øget) internationalisering af informationer, ligesom de nye muligheder for at give og modtage informationer har gjort samfundet grænseløst eller globalt med heraf følgende retlige udfordringer for den enkelte og for de enkelte jurisdiktioner. Også som følge heraf ville komparative studier være udbytterige.

De øgede muligheder for at indsamle viden f.eks. via internettet og for at fremkomme med ytringer f.eks. via Facebook, blogs eller via uredigerede debatindlæg skal imidlertid ikke forlede den enkelte til at tro, at alle eksisterende informationer uden videre er tilgængelige. Som en art paradoks til det just nævnte om de øgede muligheder for at give og modtage information er de indskrænkninger eller begrænsninger, der eksisterer i kraft af private og offentlige virksomheders manglende åbenhed og i kraft af regler om tavshedspligt, retlig interesse og interne arbejdsdokumenter, hensynet til den interne politiske beslutningsproces og ministerbetjeningen, efterforskningen af forbrydelser, statens sikkerhed mv. som fremgår af eksempelvis undtagelsesbestemmelserne i offentlighedsloven og andre tilsvarende regler. Hertil kommer den ofte noget træge tilgang til borgernes mulighed for at indsamle information, som de danske myndigheder undertiden har. Et eksempel herpå kunne være etableringen af en domsdatabase.

Den trussel mod ytringsfriheden og informationsfriheden, som bl.a. terrorangreb mod ytringsfriheden er udtryk for, har medført større selvcensur i pressen og andre steder. Dette må få konsekvenser for den retlige regulering på feltet, herunder for kildebeskyttelsen.

Modsat kan det også problematiseres, om en ubegrænset informationsfrihed virkelig er det bedste set i lyset af begrundelsen for ytringsfriheden og herunder for ytringsfriheden som et af det demokratiske samfunds fundamenter. Dette spørgsmål er f.eks. relevant i forhold til nogle af privatlivsbestemmelserne i straffeloven og i forhold til nogle af de just nævnte undtagelser til princippet om offentlighed.

Endvidere kan det problematiseres, om f.eks. myndigheders pligt til aktiv information (offentlighedslovens § 17) altid er et gode for den enkelte og for demokratiet, eller om denne pligt i visse tilfælde kan komme til at fungere som røgslør for den egentlige eller rette information. På samme måde kan ”retten til at blive glemt” problematiseres i forhold til ytringsfriheden og informationsfriheden.

Ytringsfriheden og informationsfriheden samt grænserne herfor reguleres på forskellige måder i dansk ret. Der er en bred vifte af retsgrundlag, og der er endnu ikke foretaget en samlet kortlægning af de forskellige reguleringsområder. Som central regulering blandt flere centrale reguleringer står den strafferetlige, der regulerer de ”almindelige” grænser for ytringsfriheden (fred- og æresforbrydelser, racismebestemmelsen mv.), og strafsanktionerer f.eks. offentligt ansattes (herunder whistleblowers) brud på tavshedspligten samt voldelige handlinger foretaget på baggrund af ofrets ytringer i den offentlige debat. Men strafferetten indeholder også adskillige andre bestemmelser, der enten efter deres karakter udgør begrænsninger i ytringsfriheden eller dog relaterer sig til ytringsfriheden og derfor e.o. skal anvendes i lyset af heraf.

Herudover indeholder en lang række andre love bestemmelser, der relaterer sig til ytringsfriheden. Dette gælder i særlig grad regulering inden for bl.a. menneskerettigheder, EU-ret (Chartret om grundlæggende rettigheder), forvaltningsret, persondataret, medieret, procesret, diskriminationsret, arbejdsret, markedsføringsret, politiret og en række andre retsområder. Den ovenfor nævnte lovgivning er blevet til over lang tid og har aldrig været undergivet en mere helhedsorienteret udredning og bedømmelse – og slet ikke i lyset af de nye medieformer.

Forskningssporet ”retten i et mediesamfund” skal, som det fremgår, ses som et spor, der omfatter ytrings- og informationsfrihed i det moderne informationssamfund med alle de nye medier og kommunikationsformer mv., der præger samfundet.

Dette forskningsspor rummer både grundforskningsprojekter og anvendelsesorienterede projekter inden for udvalgte delområder. Hovedsigtet er at foretage en kritisk analyse og vurdering af den offentligretlige regulering af grænserne for den materielle ytringsfrihed i lyset af formålet med ytringsfriheden og informationsfriheden og dennes ikke bare formelle, men også reelle betydning for den demokratiske retsstat. Formålet er således at op-arbejde en dybere forståelse for disse retlige fænomeners betydning for samfundet som sådant og for de enkelte aktører. Forskningssporet ser som angivet feltet i en bred offentligretlig belysning og lægger som følge heraf op til tværfaglig forskning – både tværfaglig forskning med hovedvægt på enkelte retsdiscipliner, og tværfaglig forskning hvor de enkelte retsdiscipliner er ligestillede. Delprojekter med f.eks. specifikke medieretlige aspekter lægger endvidere op til tværvidenskabelig forskning eventuelt under inddragelse af medieforskere og /eller andre forskere indenfor kommunikation og medier. Da genstandsfeltet for forskningsporet som angivet ikke kun har national interesse, rummer dette forskningsspor også et stort internationalt potentiale.

Forskningssporet er endvidere velegnet til at danne grundlag for at søge om ekstern finansiering hos eksempelvis forskningsrådet (FSE), ligesom det er velegnet som ramme for opslag af ph.d.-emner.

Endelig understøtter sporet den forskningsbaserede undervisning i medieret, persondataret og tilsvarende kursusfag, ligesom sporet vil kunne inspirere til udvikling af nye uddannelsestilbud.

Ansvarlig: Lektor, ph.d. Trine Baumbach. Deltagere: Professor, dr. jur. Peter Blume; professor, dr. phil. Henrik Stevnsborg; professor, dr. jur. Vibeke Vindeløv; professor, ph.d. Michael Gøtze; post doc, ph.d. Trine Vendius.

Til toppenForskningsspor 4: Bæredygtig udvikling i et retligt perspektiv – retssikkerhed og fælles hensyn

Det overordnede tema for dette forskningsspor er princippet om bæredygtig udvikling, der siden FN-rapporten, ”Vores Fælles Fremtid” har vundet almindelig tilslutning som grundlag for det overordnede svar på vores tids udfordringer med at balancere hensyn til naturgrundlaget med hensynet til økonomisk udvikling og individuelle frihedsrettigheder. Princippet angår grundlæggende spørgsmålet om, hvordan mennesker kan frembringe materiel velstand til nutidens generationer uden at efterlade en ubetalelig regning til fremtidens generationer. Heri ligger samtidigt, at bæredygtig udvikling ikke giver et entydigt eller enkelt svar på, hvordan større og mindre samfundsspørgsmål skal besvares, men forudsætter en afvejning.

I et retligt perspektiv er den væsentligste betydning af princippet om bæredygtig udvikling, at princippet tilføjer et tidsmæssigt perspektiv (fremtidens generationer) og en større vægtning af ressourcernes begrænsning, økosystemer og andre dele af menneskers naturgrundlag – men at princippet samtidigt forudsætter, at disse hensyn må afvejes over for hensynet til økonomisk udvikling og individuelle frihedsrettigheder, og at det internationale aspekt får særlig tyngde. Det er tvivlsomt, om bæredygtig udvikling kan betegnes som et retligt princip, hvorimod det er sikkert, at princippet har retlige implikationer, da det har været og er motiverende for udformningen af både international ret, EU-ret og dansk lovgivning.

Denne retsudvikling har haft betydning for indholdet af de grundlæggende frihedsrettigheder som ejendomsretten og beskyttelsen af privatlivets fred. De retlige implikationer af princippet om bæredygtig udvikling begrænser sig ikke til de materielle regler, men har på baggrund af Århus-konventionen om borgernes rettigheder også direkte betydning for forvaltningsprocessen og prøvelsesadgangen ved administrativ rekurs og domstolene. Dette illustrerer, hvordan et traditionelt nationalt domæne som forvaltnings- og domstolsprocessen påvirkes af internationale regler og EU-retten, hvilket grundlæggende hænger sammen med den forskydning af afvejningen, der følger af princippet om bæredygtig udvikling.

Emnemæssigt spænder dette forskningsspor over betydelige dele af den materielle ret fra regulering af drivhusgasser med bl.a. handel med forureningskvoter, energireguleringen (herunder vedvarende energi), landbrugets fødevareproduktion, biodiversitet og beskyttelse af arter og levesteder, forvaltning af vandmiljøet, forurenings-bekæmpelse, international handel, regulering af kemikalier, genmodificerede organismer og affald på alle reguleringsniveauer til ansvar for miljøskader og reguleringslovgivning af fast ejendom og lokal forurening og naboretlige tvister.

Alle de ovennævnte emner er på forskellig vis genstand for konkrete forskningsprojekter fra medlemmer af CORA. Meningen med dette forskningsspor er at etablere synergi mellem de allerede igangværende forskningsprojekter. I første omgang sigtes mod tre mere begrænsede områder af særlig aktuel interesse. Det ene er landbrugets miljøregulering, hvor enkelte medlemmer af centret som et af de seneste tiltag indgår i det tværfakultære forskningsprojekt, ’Plants for a changing world’ om genteknologi i et bæredygtighedsperspektiv, hvor den juridiske vinkel især koncentrerer sig om forsigtighedsprincippet og ’benefit sharing’ i Nagoya-protokollen under Bio-diversitetskonventionen, og hvor der bl.a. fokuseres på genteknologi og økologisk landbrug, men hvor der tillige skal iværksættes andre projekter om landbrugets produktionsforhold og miljøpåvirkning. Det andet område angår Århus-konventionen og dens betydning for forvaltningsprocessen og domstolsprocessen og har forbindelser til det 2. forskningsspor. Det tredje område angår energi og klima (drivhusgasser, kvotehandel, vedvarende energi mv.) og samspillet med EU-rettens regler om handelshindringer og statsstøtte. Herunder hører endvidere et projekt vedrørende Energy and Natural Resources Law: Distributing the Costs and Benefits of Development Activity under Academic Advisory Group.

Ansvarlig: Professor, dr. jur. Peter Pagh. Deltagere: Professor, dr. jur. Peter Mortensen; lektor Anita Rønne; post doc Wen Xiang; ph.d.-stipendiat Artem Arnyshchenko; ph.d.-stipendiat Zanetta Mikosa; ph.d.-stipendiat Eirini Tsifopoulou.

Til toppen