Barnets bedste ved omsorgsrelationer uden genetisk tilknytning – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

CIIR - Center for informations- og innovationsret > Nyheder > Barnets bedste ved oms...

02. oktober 2017

Barnets bedste ved omsorgsrelationer uden genetisk tilknytning

Dommen Paradiso & Campanelli v. Italien (2017) er en anledning til at belyse, hvordan barnets bedste afvejes over for statens prærogativ til at fastsætte en række grundlæggende statusstiftelsesspørgsmål og kritisk diskutere, om der i den konkrete dom har fundet en hensigtsmæssig vægtning sted.

I artiklen diskuteres en række elementer i relation til barnets bedste, som forfatterne mener, den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) burde have overvejet i dommen. Inklusive i denne diskussion er spørgsmålet, om der for børn uden genetisk tilknytning til deres omsorgspersoner i afvejningen over for andre hensyn sættes en lavere standard for barnets bedste. Artiklen belyser endvidere barnets bedste i omsorgsrelationer uden genetisk tilknytning i et nordisk perspektiv. Og vurderer, hvilken betydning dommen har i en nordisk kontekst. Dommens vægtlægning af genetik sættes desuden i en bredere retlig kontekst. 

Paradiso & Campanelli-sagen giver anledning til at efterspørge en større villighed til at udfolde barnets bedste-vurderingen i overensstemmelse med de fortolkningsmæssige rammer, der allerede eksisterer for denne vurdering. I et juridisk forbudslandskab er en nøje og dynamisk ”barnets bedste vurdering”, der er fri for relationsdiskrimination, både det korrekte og nødvendige værn for en lille, men udsat gruppe af børn. En kategorisering af visse børn som illegitime med deraf følgende ringere retsposition på grund af deres forældres forhold, ville i dag blive set som et klart eksempel på relationsdiskrimination: Barnet diskrimineres ikke på baggrund af forhold hos vedkommende selv, men på baggrund af forhold hos en person som barnet har en omsorgsrelation til.  Børn født qua et surrogati-arrangement risikerer i dag at blive udsat for en ringere retsposition på grund af deres forældres eller omsorgspersoners forhold. Er der ydet økonomisk kompensation ved surrogati-arrangementet, risikerer barnet blandet andet ikke at kunne få den medindehaver af forældremyndigheden, som en vurdering efter barnets bedste ellers ville have accepteret. Et barn hvis genetiske link til sine omsorgspersoner ”kun” er via en kvindes arvemateriale er blandt andet i forhold til opnåelse af statsborgerskab afgørende ringere stillet, end hvis det genetiske link var via en mand. Og allersvagest retligt er det barn, hvor der ingen genetisk link er til dets omsorgspersoner. De italienske myndigheders håndtering af Paradiso & Campanelli-sagen illustrerer efter forfatternes opfattelse, hvordan den svage parts interesser (barnet) let kan blive ofret til fordel for opretholdesen af en forbudslovgivning, fordi lovens symbolværdi tillægges større vægt. Selvom en lovgiver finder måden en barn er kommet til verden på uønsket, så ex post – når barnet er her – må barnets bedste fastholdes som det vigtigste parameter.