Det var ingen statsforbrydelse at modtage penge fra Sovjet – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

CECS – Centre for Comparative and European Constitutional Studies > Debat > Det var ingen statsfor...

23. november 2011

Det var ingen statsforbrydelse at modtage penge fra Sovjet

Lovgivningsmagten afstod for tres år siden at kriminalisere modtagelse af midler fra fremmede magter som en statsforbrydelse. I det omfang et politisk parti, f.eks. DKP, har modtaget penge til propaganda fra udlandet, har der ikke været tale om overtrædelser af straffeloven. 

Pressens dækning af Ole Sohns forhold som daværende formand for DKP kunne efterlade det indtryk, at det nærmest var en statsforbrydelse, hvis han havde medansvar for, at partiet modtog midler fra Sovjet. Sådan forholder det sig imidlertid ikke. Lovgivningsmagten afviste faktisk en sådan kriminalisering i 1952, da man reviderede straffelovens bestemmelser om forbrydelser mod staten.

Den daværende regering foreslog at indføre en bestemmelse, der kriminaliserede den, som med økonomisk støtte fra fremmed magt udgiver et politisk skrift eller udøver politisk propagandavirksomhed uden offentlig at oplyse, at sådan støtte modtages.

Ved rigsdagsbehandlingen mødte forslaget til den foreslåede kriminalisering stærk kritik. I Folketinget udtrykte Bertel Dahlgaard fra Det Radikale Venstre tvivl om en sådan bestemmelses effektivitet. Også partifællen Johs. Christiansen fremhævede, at det formentlig ville være så godt som udelukket at føre bevis for, at støtte udefra forelå. Han lagde desuden vægt på, at et demokrati må kunne klare sig på anden måde end retsforfølgning mod politisk propaganda.

Det kommunistiske parti anlagde en helt anden synsvinkel på den foreslåede bestemmelse, som man i princippet - eller snarere på skrømt - erklærede sin støtte. I første omgang fremhævede Mogens Fog, at der kun er en gradsforskel mellem den omhandlede form for støtte udefra og 'den støtte, som politiske organisationer modtager fra store økonomiske indre særinteresser'. Senere under Aksel Larsens ordførerskab blev det en hårdt dreven pointe, at man ønskede bestemmelsen kontrolleret og håndhævet, idet man derved angiveligt ville ramme socialdemokraternes modtagelse af Marshall-penge og andre amerikanske midler. Denne linje gav anledning til voldsomme og omfattende meningsudvekslinger mellem kommunistiske og socialdemokratiske medlemmer af begge kamre i Rigsdagen.

Da det til drøftelse af lovforslaget nedsatte folketingsudvalg afgav betænkning i 1952, gik udvalget enstemmigt ind for at slette bestemmelsen. Begrundelsen var, at den 'næppe ville være et effektivt værn overfor propaganda, og at bestemmelsens virkninger ville være meget usikre'. Justitsministeren tilsluttede sig udvalgets indstilling. Ved Folketingets afstemning var kun kommunisterne demonstrativt for gennemførelsen af bestemmelsen, mens stort set alle andre stemmer var imod. Bestemmelsen blev sluttelig taget helt ud af lovkomplekset. Forløbet er nærmere beskrevet i min artikel i Juristen 1994 s.154-169.

Om der ved modtagelsen af penge fra Sovjet blev begået overtrædelser af lovgivning om valutaforhold, bogføring, skat eller andet, har jeg ikke grundlag for at udtale mig om. Men en statsforbrydelse var det i hvert fald ikke. 

Jørn Vestergaard, professor i strafferet, jv@jur.ku.dk