Må koalitionen sende våben til de libyske oprørere? – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

CECS – Centre for Comparative and European Constitutional Studies > Debat > Må koalitionen sende v...

30. marts 2011

Må koalitionen sende våben til de libyske oprørere?

Den amerikanske præsident har indikeret, at man overvejer at forsyne de libyske oprørere med våben, og den amerikanske udenrigsminister har bemærket, at et sådant træk efter USA's opfattelse vil være forenelig med de FN resolutioner, der er blevet vedtaget i forbindelse med situationen i Libyen. Ifølge Politikens oplysninger er NATO's Generalsekretær af den modsatte opfattelse.

Det er et klart folkeretligt princip, at stater ikke må blande sig i andre staters interne anliggender, og Den Internationale Domstol konkluderede eksempelvis på den baggrund i 1986, at amerikansk støtte til oprørere i Nicaragua brød med folkeretten. Stater må godt støtte regeringen i en anden stat, men ikke de oprørere, der sætter sig op mod regeringen. Hvis vi sender våben til de libyske oprørere, ville vi altså under normale omstændigheder krænke folkeretten. I forhold til Libyen er spørgsmålet imidlertid, om forsyning af våben til oprørerne er forenelig med de resolutioner, som FN's Sikkerhedsråd for nylig har vedtaget om Libyen. Resolutionerne blev vedtaget i henhold til FN Pagtens kapitel 7, der pålægger staterne bindende foranstaltninger, og resolutionerne kan derfor gøre ellers ulovlige handlinger forenelige med folkeretten.  

Resolution 1973 af 17. marts 2011 giver grønt lys for at stater bruger 'alle nødvendige foranstaltninger' for at beskytte 'civile, der er truet af angreb' (art. 4-5). Den eneste eksplicitte undtagelse til denne bemyndigelse er udelukkelsen af en besættelsesstyrke, og der står i resolutionen, at bemyndigelsen er givet på trods af ('notwithstanding') den våbenembargo, der blev indført mod Libyen ved resolution 1970 af 26. februar 2011. Hvis en beslutning om at forsyne de libyske oprørere med våben skal beskytte 'civile, der er truet af angreb', vil beslutningen derfor også efter min opfattelse være forenelig med folkeretten. Det interessante spørgsmål her er derfor heller ikke, om midlet (leveringen af våben) er foreneligt med resolution 1973, men derimod, om formålet er. Hvordan skal vi forstå formålet om at beskytte 'civile, der er truet af angreb'? Hvad ligger der konkret i denne vending?

Hvis man anlægger en udvidende fortolkning, kan man argumentere for, at vendingen giver bemyndigelse til at bruge alle de tiltag, der er nødvendige for at få væltet Gadafi, da civilbefolkningen vil være i fare, så længe han sidder på magten i Libyen. Og hvis denne udlægning er den mest korrekte, så er der sådan set heller ikke noget i vejen for, at vi hjælper oprørerne ved bl.a. at forsyne dem med våben. Vi kan groft sagt gøre, hvad vi vil, indtil oprørerne har vundet. Men hvis man derimod anlægger en mere indskrænkende fortolkning, så kan man argumentere for, at vendingen kun giver mandat til at beskytte de civile, der aktuelt og konkret er truet af angreb, og at vi derfor i princippet heller ikke har noget mandat til at blande os i en borgerkrig, så længe kampene ikke truer civile. Og vi kan i hvert fald ikke foretage os noget i Libyen, hvis de libyske myndigheder på et tidspunkt ønsker at indgå en reel våbenhvile og åbner op for politiske forhandlinger om landets fremtid. 

Hvilken udlægning af resolutionen er den mest korrekte? Det er stort set umuligt at svare på, da der tydeligvis ikke var enighed blandt de stater i Sikkerhedsrådet, der formulerede og vedtog resolutionen. Alle vil de påstå, at ordlyden af resolutionen støtter netop deres tolkning. Stater som Frankrig, Storbritannien og USA hælder tydeligvis mest til en udvidende fortolkning (ligesom Danmark formentlig gør), mens stater som Kina, Rusland, Indien og Brasilien efter alt at dømme vil hælde mest til en indskrænkende fortolkning.

Anders Henriksen, Adjunkt i Folkeret, Juridisk Fakultet, tlf. 3532-4520.