Må vi gå efter at dræbe Gaddafi? – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

CECS – Centre for Comparative and European Constitutional Studies > Debat > Må vi gå efter at dræb...

05. maj 2011

Må vi gå efter at dræbe Gaddafi?

Kort tid inden den succesfulde amerikanske operation mod Osama bin Laden overlevede Libyens statsoverhoved Muamar Gaddafi et luftangreb fra den internationale koalition i Libyen. Det rejser det spørgsmål, om Gaddafi er et lovligt mål i den igangværende krig i Libyen.

  På samme måde som hvad angår operationen mod bin Laden, så er der to dele af folkeretten i spil her. Den ene del vedrører de regler, der regulerer, hvornår en stat må gøre brug af magt i en anden stat - jus ad bellum. Regelsættet findes først og fremmest i FN Pagten, og i forhold til Libyen er det relevant, at FN's Sikkerhedsråd i resolution 1973 gav mandat til, at staterne i den internationale koalition kunne gøre brug af alle nødvendige midler ('all necessary measures') med undtagelse af en egentlig invasion af Libyen for at beskytte civile områder eller civile, der er truede af overgreb i Libyen. Der er med andre ord intet i resolutionen, der specifikt udelukker angreb på Gaddafi, så længe formålet med angrebet er at beskytte 'civile, der er truede af overgreb'. Så hvis man er af den opfattelse, at det giver mening at dræbe Gaddafi i forhold til at beskytte civile, der er truede af overgreb i Libyen, så kan en sådan handling rummes inden for FN mandatet. Det interessante spørgsmål er derfor heller ikke så meget, hvilke midler, såsom bevæbning af oprørere, angreb på Tripoli, bomber mod Gaddafi osv., som den internationale koalition benytter sig af i Libyen men derimod, hvordan man udlægger formålet om at beskytte civile mod overgreb.

  I forhold til formålet med operationen i Libyen kan man spore i hvert fald to divergerende fortolkninger. Der er på den ene side stater (såsom Storbritannien, Frankrig, USA, og til dels Danmark), der fortolker formålet med Libyen-aktionen ganske bredt. Ifølge disse stater giver resolutionen den internationale koalition lov til at gøre stort set alting i Libyen (såsom bevæbning af oprørerne, angreb på Gaddafi og lignende), da civilbefolkningen må formodes at være truet af overgreb fra Gaddafi, så længe diktatoren er ved magten i Tripoli. På den anden side er der andre stater (Rusland, Kina og Tyskland), der fortolker resolutionen mere snævert og som vil begrænse rækkevidden af resolutionen til at beskytte de civile, der aktuelt og konkret er truet af angreb. Ifølge disse stater skal den internationale magtanvendelse i Libyen derfor koncentreres om de libyske styrker og stillinger på slagmarken, der truer med at angribe libyske civile, og resolutionen giver ikke mandat til at støtte den ene af parterne i krigen eller at fjerne regimet i Tripoli.  

  Den anden relevante del af folkeretten vedrører de regler, der regulerer den konkrete magtanvendelse, der udøves som led i den væbnede konflikt i Libyen - jus in bello. Dette regelsæt findes først og fremmest i Geneve-konventionerne. Principperne i denne del af folkeretten er ret simple, så her er det mere ligetil. Gaddafi er i kraft af sin funktion som øverstbefalende for de libyske styrker et helt oplagt lovligt militært mål for hans modstandere i en væbnet konflikt. Ligesom Osama bin Laden havde, så har Gaddafi stor militær betydning, og der er derfor intet retligt til hinder for at angribe, og eventuelt dræbe, ham i krigstid. Det forhold, at stater historisk har været lidt tilbageholdende med at angribe hinandens statsledere under krig skyldes derfor ikke retlige, men snarere etiske og moralske, overvejelser.

  Konklusionen er derfor, at Gaddafi er et lovligt militært mål i henhold til de regler i folkeretten, der regulerer den væbnede konflikt, der er i gang i Libyen. Så her er der ingen retlige problemer. Det interessante spørgsmål er derfor også, om at angreb på Gaddafi er foreneligt med den del af folkeretten, der regulerer, hvornår stater må gøre brug af magt i andre stater. Her vil det afgørende være, hvorvidt man mener, at et angreb på Gaddafi kan siges at tjene til beskyttelsen af civile, der er truede af overgreb. Og det kan der være divergerende opfattelser af.

Anders Henriksen, Adjunkt i Folkeret, Juridisk Fakultet, tlf. 3532-4520.

Kommentarer:

Kaaveh Dolatshahi Piroz - 15. maj 2011
Jeg har stor respekt for Bo Richardt og Fredsvagten, men Anders Henriksen tager netop kun udgangspunkt i den folkeretlige del af dette aspekt. Det er derfor ikke rimeligt at bebrejde ham for noget udover det, som han nu har fremlagt. Selv mener jeg ikke, at den humanitære folkeret er tilstrækkelig retfærdig (materielt´- henset til bl.a. etikken). Selv Gaddafi har ret til en retfærdig rettergang. Selv Osama bin Laden havde. Ikke desto mindre har Vesten højst sandsynligt nok tænkt sig at myrde Gaddafi som de myrdede Osama, da en enkelt mands død kan give megen symbolsk kredit; Obama har formentlig sikret sin anden embedsperiode, men det er ikke givet. Menneskerettighederne hviler netop på det naturretlige grundlag, at "Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle mod hverandre i en broderskabets ånd.", jf. artikel 1, FN's Verdenserklæring om Menneskerettighederne (1948). På trods af den kartesianske spaltning vil jeg citere følgende: "Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode!", jf. Paulus' brev til romerne 12:21. Dog nærer jeg intet håb til, at Vesten, eller nogen anden stat for den sags skyld, efterkommer dette.


Bo Richardt - 06. maj 2011
Dette er SÅ ensidigt at det skriger til himlen. En afghaner der dræber en amerikansk soldat i Afghanistan kaldes 'terrorist'. Den somalier der ville overfalde Kurt Westergaard har sine lisså gode grunde til at ville dræbe denne, da Westergaard indgår i en krig mod Islam. En bande talebanere må altså ifølge dig AH dræbe ledende danske politikere der jo fører krig i Afg. Ekspert.... jeg vil ha mine skattepenge tilbage



Skriv kommentar

Navn:

Email:

Kommentar: