En krig uden opposition stiller krav til civilsamfundet – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

CECS – Centre for Comparative and European Constitutional Studies > Debat > En krig uden oppositio...

21. marts 2011

En krig uden opposition stiller krav til civilsamfundet

Folketingsbeslutningen om dansk deltagelse i den igangværende militære operation mod Libyen er historisk, fordi den blev vedtaget af et enstemmigt Folketing. Og det er selvfølgelig i en vis forstand ganske positivt, at der er fuld parlamentarisk opbakning bag den danske krigsdeltagelse, da en beslutning om at sende nationens sønner (og i stigende omfang også døtre) i krig trods alt er den mest alvorlige beslutning, som vores politikere kan træffe. Men når det er sagt, så skal det også siges, at den historiske enighed i Folketinget også kommer med en demokratisk pris i den forstand, at et demokratisk system som det danske, har behov for, at der til stadighed er et mindretal af politikerne i parlamentet, der har en interesse i at forholde sig kritisk til den politik, der føres.

Pointen her er slet ikke, at det behøver at være en forkert beslutning at gå i krig med Libyen, men blot, at vi som ethvert andet demokratisk samfund har brug for, at der stilles skarpt på alle politiske beslutninger og i særdeleshed de mest alvorlige af dem. Styrken ved den demokratiske beslutningsproces er nemlig ikke kun, at den sikrer, at politikken udformes i overensstemmelse med flertallets ønsker, men i nok så høj grad også, at indholdet af den førte politik bliver så god som mulig. Når oppositionen kritiserer den førte politik, så tvinges flertallet og dets støtter til at skulle forholde sig til og forsvare politikken, og det betyder, at der er en relativ god chance for, at den førte politik til stadighed diskuteres, overvejes, evalueres og - om nødvendigt - rettes til. Så selvom en opposition ikke kan forhindre et regeringsflertal i at føre den politik, som den ønsker, så betyder en oppositions modstand mod den første politik, at den i sig selv spiller en vigtig demokratisk rolle. I kølvandet på enstemmigheden i Folketinget om beslutningen om at gå i krig med Libyen må man derfor spørge sig selv, hvem der nu skal sikre, at de, der fører politikken, løbende tvinges til at forholde sig til, om det er den rette politik eller om dele af den bør genovervejes.

Hvis vores parlamentarikere ikke får stillet de komplicerede spørgsmål, der altid skal stilles, når nationen går i krig, så må 'civilsamfundet' træde til. Og her menes først og fremmest medierne, der nu må til at indse, at det ikke er nok at agerer mikrofonholdere for politikerne på Christiansborg. Erfaringerne fra krigsdeltagelsen i Irak og Afghanistan viser, at mediernes interesse i at stille skarpt på en krig er ligefrem proportional med den politiske enighed eller uenighed på Christiansborg, og journalisterne er ikke gode nok til af egen drift at få rejst de nødvendige debatter og få stillet de kritiske spørgsmål, der skal stilles, når nationen er i krig. Men det må de ganske enkelt til at blive. Men også andre aktører i vores civilsamfund må træde til og bidrage til, at vi som samfund får mulighed for at diskutere krigsdeltagelsen og dens strategiske og retlige grundlag. Vi må med andre ord alle sammen forholde os lidt mere kritisk til den førte politik, når der er risiko for, at vores politikere ikke selv formår at løfte debatten.

Anders Henriksen, Adjunkt i Folkeret, Juridisk Fakultet, tlf. 3532-4520.