Mindeord - Ole Krarup (1935-2017) – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Det Juridiske Fakultet > Nyheder > 2017 > Mindeord - Ole Krarup ...

13. oktober 2017

Mindeord - Ole Krarup (1935-2017)

Mindeord

Ole Krarup er død og dermed er en af fakultetets store og mest kendte professorer gået bort.

Ole Krarup blev cand. jur. 1953, og blevansat som adjunkt i 1963. 1969 blev han dr.jur. og samme år professor i retsvidenskab, som han varetog indtil han gik af i 2005.

Ole havde stor gennemslagskraft på mange felter. Politisk som mangeårigt medlem af Europa-Parlamentet som repræsentant for Folkebevægelsen mod EU (1994-2007), og som ihærdig debattør på venstrefløjen som medlem først af SF og siden Venstresocialisterne, indtil dette parti blev en del af Enhedslisten.

På fakultetet er der først og fremmest grund til at fremhæve disputatsen Øvrighedsmyndighedens Grænser (1969), der er en af de store og banebrydende afhandlinger, der ændrede synet på det såkaldte frie skøn i forvaltningsretten.

Indtil Ole blev professor fremtrådte han som enhver almindelig jurist. Berømt er det billede, der blev bragt i studenterbladet Stud.Jur. i forbindelse med disputatsen; en pæn mand, korthåret, i jakkesæt og slips. Nogle måneder efter professoratet var dette billede væk; håret var langt, jakkesættet og slipset væk. Ole havde startet sin mission som kritisk jurist. Han stiftede instituttet i Studiestræde 10, der blev til det navnkundige Retsvidenskabeligt Institut B, det såkaldte røde institut.

For Ole var jura ikke kun teori og ord. Som han i sin digtsamling Paragraffer har ingen spørgsmålstegn (1982) skrev kritisk og undrende:

”I min omgang med
paragrafferne
har jeg i årevis spejdet efter
bare et enkelt spørgsmålstegn
Men paragrafferne
har aldrig røbet nogen tvivl”

Men Ole formidlede tvivlen og kritikken ved at forene jura med kritikken, og retspolitik med praksis. Dette gjorde Ole ved at bruge sin viden, og sin karismatiske personlighed, i den retlige praktik ved bl.a. domstolene. Her førte Ole en række spektakulære sager. Blandt de mest kendte er retssagerne om dansk tiltrædelse af Maastricht Traktaten og Lissabon Traktaten, der i begge tilfælde endte med frifindelse af staten, men hvor Højesteret forud i begge tilfælde gav Ole og sagsøgerne medhold i, at ved overførsel af kompetence til EU på så væsentlige livsområder, kan danske borgere ved domstolene få prøvet, om lovgiver er gået ud over sin kompetence efter grundlovens § 20 (U 1996.1300 HK og U 2011.984 HK). På samme måde gik det i en af de første retssager om Christiania (U 1976.626 ØLK) og i sag om anlægslov om Øresundbroen (U 1994.780 ØLK), der fortsat må anses for grundpensum mht. søgsmålskompetence. Så på sin egen måde var Ole en rettens og folkets tjener.

I 2005 blev Ole udsat for et meget alvorligt trafikuheld i Bruxelles. Livet blev anderledes, og Ole kunne ikke længere yde den kæmpeindsats, som indtil da havde præget hans liv.

Det fortælles, vi var ikke selv til stede, at Alf Ross sluttede sin opposition ved doktorforsvaret, 13.juni 1969, med at erklære, at der var kun to i auditoriet, der til fulde forstod afhandlingen, ham selv og Ole. Højere op i parnasset kunne man ikke nå den gang. Ross fremhævede, at afhandlingen er et kludetæppe, men det er et tæppe med en akademisk skønhed, der fortsat dokumenterer Oles store talent som forsker, kunster og politiker.  Og når alt andet er glemt vil Oles disputats fortsat stå som en lysende stjerne i dansk retsvidenskab og forvaltningsret.

Æret være hans minde.

Peter Blume, Carsten Henrichsen, Peter Pagh, Steen Rønsholdt.